OL-håbet Malene Kejlstrup Sørensen blev båret væk, efter at hun styrtede i sit VM-kvartfinaleheat.

Malene Kejlstrup Sørensen udgår af VM efter voldsomt styrt

Foto: Maja Smiejkowska/Ritzau Scanpix
Foto: Maja Smiejkowska/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det danske stortalent Malene Kejlstrup Sørensen måtte udgå af sit første senior-VM i BMX på allerkedeligste vis.

BMX-rytter styrtede og slog sig voldsomt i sit kvartfinaleheat søndag eftermiddag. Syv personer fra den medicinske stab kom hurtigt hen for at tilse og smertelindre danskeren, der efterfølgende blev bugseret væk på en båre.

Den 21-årige randrusianer havde ellers håbet, at hun kunne fortsætte sine lovende takter på den store scene, men hun bliver ikke en del af VM’s medaljekamp.

Brækkede albuen to gange sidste år

Det er langtfra første gang, hun er uheldig i den hurtige sportsgren på små cykler. Blandt andet brækkede hun albuen to gange sidste efterår.

I 2022 vandt hun både EM og VM for U23-ryttere, og hun blev kåret til Årets Fund i dansk idræt.

Hun regnes for en af de atleter, der kan være et dansk medaljebud ved sommerlegene i Los Angeles i 2028, hvis hun da ikke allerede er det ved næste års OL i Paris.

Der var også dansk deltagelse i et af de andre VM-kvartfinaleheat søndag. Dorte Balle formåede dog ikke at kvalificere sig videre til semifinalerne.

Nedenfor kan du læse et interview med Malene Kejlstrup Sørensen, der tidligere har været ramt af alvorlige styrt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her