Danmark er sikret et sæt medaljer til VM. Kim Astrup og Anders Skaarup spillede sig i semifinalen for næsen af indisk double. For mixeddoublen Alexandra Bøje og Mathias Christiansen blev kvartfinalen endestationen.

Herredouble slår indiske stjerner og stryger i VM-semifinale

Kim Astrup og Anders Skaarup  kan se frem til semifinale lørdag samt minimum et bronzemedaljer. De vandt deres kvartfinale fredag eftermiddag.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kim Astrup og Anders Skaarup kan se frem til semifinale lørdag samt minimum et bronzemedaljer. De vandt deres kvartfinale fredag eftermiddag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Danmark er sikret en medalje ved VM i badminton. Det skete, da Kim Astrup og Anders Skaarup fredag eftermiddag vandt deres kvartfinale ved VM. De var ellers underdogs mod de andenseedede indere, Satwiksairaj Rankireddy og Chirag Shetty, men endte med at tage sejren 21-18, 21-19.

Der spilles ikke om bronzemedaljer ved VM, men uddeles til begge de tabende par i semifinalen.

Danskerne pressede fra start inderne, der begik flere fejl, og det gav en tidlig dansk føring på 5-1.

Astrup og Skaarup var godt forberedte på deres modstandere og aflæste indernes styrker og svagheder.

Flere gange skød de bolden højt op i luften og gav plads Rankireddys dødbringende smash, der røg i nettet flere gange. Inderne havde svært ved at finde baglinjen, og det gav danskerne overskud.

Danskerne holdt sig i front med 11-6 ved pausen. Herefter øgede de niveauet endnu mere, trykkede mere fremad og sørgede for et højt tempo, som førte til endnu flere fejl fra den indiske herredouble.

Flere danske point og dårlige indiske server gav den ellers altid glade Rankireddy en trist mine, og der kom godt gang i hjemmebanestemningen i den fyldte Royal Arena.

Det var der da også grund til, for selv om inderne trykkede til, sluttede første sæt 21-18 til danskerne.

Drabelige dueller

I andet sæt viste den danske duo tænder i flere drabelige dueller, og ved opholdet stod det 11-7 i dansk favør.

Inderne tog farten ud af spillet og fik fire point i streg, og der blev buhet i Royal Arena. 15-15 stod det efter 41 minutters spil, og danskerne kom for første gang under pres.

Astrup og Skaarup fik gang i benene igen, og det gav straks pote med gode server og smil.

Lidt for spændende blev det til sidst, hvor det stod 20-19, men danskernes overblik var for stort, og andet sæt sluttede 21-19.

Anders Skaarups ketcher røg ud til publikum, og Royal Arena brød ud i klapsalver og jubel over de to herrers triumf.

Til gengæld blev kvartfinalen endestation for den danske mixeddouble Alexandra Bøje og Mathias Christiansen. Kineserne sendte danskerne ud af VM med 21-16, 21-18 og tog pladsen i semifinalen.

Danskerne er ærgerlige, men kalder det for en lidt for svær opgave at slå de stærke kinesere.

»De spillede en rigtig god kamp derinde, og vi havde svært ved at finde løsningerne«.

»Vi kæmpede virkelig med alt, hvad vi havde og prøvede at tage alle de løsninger, vi aftalte derinde for at få det maksimale ud af det«, siger Mathias Christiansen.

»De var bare over os. De spillede bedre. Vi var oppe imod overmagten«, siger han.

Kineserne lagde et hårdt niveau fra start, og danskerne kom bagud 1-5. Det høje tempo gjorde, at danskernes eneste udvej var at hænge i og forsøge at sætte Jiang, den kinesiske mand, ud af spillet.

Det gav pote med flere gode bolde, men det stod 8-11 ved opholdet. Mathias Christiansen demonstrerede sin stærke smash, og danskerne fik momentum.

Alexandra Bøje fik overtaget på sin kinesiske pendant, men det var ikke nok til at vinde første sæt, som endte 16-21.

En af de mest fantastiske oplevelser

Stærke kinesiske server gjorde det svært for danskerne, der også havde problemer med baglinjen.

Det blev sværere at kontrollere den hurtige Jiang, som vandt de fleste bolde, og danskerne kunne ikke følge med.

6-11 stod det ved opholdet til kineserne. Mathias Christiansen forsøgte at søge nettet for at sno sig uden om Jiang, men når der til sidst ikke var andre løsninger, måtte han op i højden mod sin mandlige modstander, der straffede konsekvent.

Danskerne viste gode takter, men det var ikke nok til at vinde sættet, der endte 18-21.

Dermed er danskerne ude af VM, mens kineserne går videre til semifinalen lørdag.

Danskerne tager mange gode ting med fra årets VM-kvartfinale, der »ikke hænger på træerne« for parret.

»Det er en af de største badmintonoplevelser, vi har haft. At gå ind i hallen var helt exceptionelt. Vi spiller tit i store haller, men ikke store haller, hvor alle holder med os. Så det var en fuldstændig unik oplevelse«, siger Mathias Christiansen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her