Indiens premierminister, Narendra Modi, sagde lørdag, at landet vil vende hver en sten i forsøget på at få OL i 2036.

Indiens premierminister bekræfter bud på OL i 2036

Foto: Indranil Mukherjee/Ritzau Scanpix
Foto: Indranil Mukherjee/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Indiens premierminister, Narendra Modi, bekræfter lørdag, at landet vil byde på værtskabet af OL i 2036.

»Indien vil vende hver en sten i forsøget på at afholde OL i 2036«, siger Modi ifølge nyhedsbureauet AFP.

I disse dage afholder IOC en kongres i Mumbai i Indien. Sidste år gav landet også udtryk for, at man var interesseret i OL-værtskabet i 2036.

»Indien gør fremskridt i alle sektorer fra produktion til service, hvorfor ikke også i sport? Indien kigger meget seriøst på at ansøge om OL i 2036«, sagde landets sportsminister, Anurag Thakur, i december 2022.

Paris, Los Angeles og Brisbane er værter for de kommende tre olympiske sommerlege.

Det er ikke første gang, at Indien melder sig interesseret i at arrangere den store begivenhed.

Tilbage i 2015 mødtes premierminister Narendra Modi med IOC-præsident Thomas Bach for at diskutere en fremtidig ansøgning. Ved den lejlighed vurderede IOC-præsidenten, at inderne næppe ville kunne nå at blive OL-vært i 2024. Legene blev efterfølgende tildelt Paris.

Siden var den indiske storby Mumbai blandt bejlerne til at blive vært i 2032, hvor det var Brisbane i Australien, der løb med værtskabet.

Der bor omkring 1,4 milliarder mennesker i Indien.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her