Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

FC Nordsjælland tabte 0-1 hos Ludogorets og røg fra første- til tredjepladsen og ud af Europa.

FC Nordsjælland er færdig i Europa efter nedtur

Foto: Vassil Donev/Ritzau Scanpix
Foto: Vassil Donev/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

FC Nordsjælland er færdig i Europa for denne sæson.

Torsdag tabte holdet 0-1 hos Ludogorets i sidste runde af Conference Leagues gruppespil og blev dermed passeret af både bulgarerne og tyrkiske Fenerbahce, som hjemme bankede Spartak Trnava 4-0.

FCN slutter på tredjepladsen med ti point og en målscore på 17-7 efter blandt andet 7-1 over Ludogorets og 6-1 over Fenerbahce i Farum, men det var altså ikke nok til avancement.

Farum-holdet kan primært bebrejde sig selv for nedturen. Der var således rigeligt med chancer til at komme på tavlen på Huvepharma Arena i Razgrad, men stolpen stod blandt andet i vejen to gange.

Johannes Hoff Thorup og spillerne kan dog også med en vis ret hævde, at holdet burde have spillet hele anden halvleg i overtal, da ghaneseren Bernard Tekpetey på forunderlig vis slap for et rødt kort før pausen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her