I hele EM-turneringen har Danmark på en stærk anden halvleg overvundet alle modstandere på vej mod guldkampen. Men i finalen stoppede den danske optur, for efter et episk drama med forlænget spilletid var det ærkerivalerne fra Frankrig, der med en sejr på 33-31 kunne lade sig krone som europamester. De 19.750 tilskuere i Kölns håndboldkatedral Lanxess Arena var mindst lige så forpustede efter de 70 minutter, der bød på mere spænding end den normale Hollywood-thriller, og i sidste ende var det de helt små marginaler, som blev afgørende.
Danmark havde muligheden for at sikre sig titlen i EM-finalens ordinære spilletid, da holdet havde bolden i det sidste minut og kunne angribe for en føring på to mål. Det lykkedes ikke, og Frankrig kunne i stedet udligne til 27-27 og fremtvinge forlænget spilletid.


























