Det blev tirsdag godkendt, at den britiske milliardær Jim Ratcliffe køber 25 procent af Manchester United.

Premier League godkender rigmands opkøb af United

Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Manchester United har officielt solgt en fjerdedel af klubbens aktier til den britiske rigmand Jim Ratcliffe. Han vil derudover investere 300 millioner dollar i klubbens infrastruktur. Det svarer til to milliarder kroner.

Det skriver Premier League tirsdag på ligaens hjemmeside. Handlen venter nu kun på godkendelse af Det Engelske Fodboldforbund (FA).

Allerede i december kom det frem, at Jim Ratcliffe og hans firma Ineos havde landet en aftale om at købe 25 procent af Manchester United. Men det er først nu, at Premier League har godkendt opkøbet af aktierne.

Også dengang blev det samtidig annonceret, at den 71-årige britiske milliardær ville investere to milliarder i at modernisere klubbens stadion.

Det bliver ikke oplyst, hvad Jim Ratcliffe betaler for de 25 procent af aktierne. Men det vurderes af flere engelske medier, at han skal hoste op med i omegnen af 11 milliarder danske kroner for minoritetsandelen.

Allerede i august sidste år meddelte Ratcliffe, der er fan af Manchester-klubben, at han via Ineos ville være interesseret i at købe klubben, hvis det blev en mulighed.

Ud over Ratcliffe har også Sheikh Jassim fra Qatar været i forhandlinger med klubbens hovedaktionærer. Men efter at have fået afvist sit bud fra ejerfamilien trak han sig fra processen, lød det i oktober.

Det var i januar, at Ratcliffe og hans firma Ineos, som producerer kemikalier, officielt meldte sig på banen som en mulig køber.

Den engelske fodboldklub har siden 2005 været ejet af Glazer-familien, men familien er aldrig blevet populær blandt klubbens fans.

Manchester United har vundet det engelske mesterskab 20 gange. Det er dog ti år siden, at klubbens senest vandt Premier League.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her