Individuelle atleter fra Rusland og Belarus bliver ikke en del af indmarchen ved sommerlegene i Paris.

IOC udelukker russere fra OL's åbningsceremoni

Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De sportsfolk fra Rusland og Belarus, der får lov at deltage som ’neutrale atleter’ ved OL til sommer, bliver ikke del af legenes åbningsceremoni 26. juli.

Det meddeler Den Internationale Olympiske Komité (IOC) efter et møde i Lausanne. Her vedtog man yderligere indskrænkelser for atleterne fra de to lande, der begge er udelukket fra det olympiske fællesskab.

IOC har tidligere åbnet mulighed for, at enkeltatleter, der opfylder bestemte kriterier, kan deltage i legene under neutralt flag.

Nu ligger det fast, at de pågældende sportsfolk ikke bliver en del af den parade, der er en central del af OL’s åbningsceremoni.

IOC henviser til, at samme procedure gjaldt ved OL i 1992 i forhold til individuelle atleter fra det dengang udelukkede Jugoslavien.

Det er endnu ikke besluttet, hvorvidt udelukkelsen også skal gælde for afslutningsceremonien 11. august.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her