»Der er gået seks år siden min seneste sejr. Det var i Schweiz Rundt. Jeg husker alle detaljerne. Hvordan jeg kørte alene væk, den silende regn og glæden ved at krydse stregen, inden gruppen bagved kunne nå at fange mig. Jeg nyder meget mere at være professionel cykelrytter nu, end da jeg var nyprofessionel. Jo, jeg piner mig selv hver dag enten til løb eller til træning for langt oftest at se andre vinde. Men det er samtidig gået op for mig, hvor stort et privilegium det er at være professionel.
Det er fedt, når man som nu er til Tour de France. Men det er det altså også, når jeg er hjemme og kan mærke den frihed, som mit job fører med sig.


























