Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Den benløse hurtigløber var bevæbnet til tænderne

Talent. Efter flere års slagssmål fik Osvar Pistorius lov til at deltage i konkurrencer med ikke-handikappede. I sommer kom han i semifinalerne ved OL i London. I morges blev hans kæreste fundet skudt og dræbt i hans hjem.
Talent. Efter flere års slagssmål fik Osvar Pistorius lov til at deltage i konkurrencer med ikke-handikappede. I sommer kom han i semifinalerne ved OL i London. I morges blev hans kæreste fundet skudt og dræbt i hans hjem.
Lyt til artiklen

Oscar Pistorius har altid været kontroversiel.

I mange år har den såkaldte 'Blade Runner' kæmpet for at få lov til at dyste mod ikke-handikappede atleter.

Mindre end et år gammel fik han amputeret begge ben lige under knæet, fordi han var født uden lægben. Siden har han gået med proteser, som det internationale atletikforbund mente var en konkurrencefordel.

Pistorius vandt striden i 2008, hvor den internationale sportsdomstol afgjorde, at han gerne måtte deltage i eksempelvis OL og EM.

I sommeren 2012 deltog han for første gang i OL i London, hvor han kom frem til semifinalerne. Et par uger senere tog han revanche ved at vinde guld på 400 meter-distancen og 4x100 meter stafet ved de paralympiske lege.

Opmærksomheden gav ham mere eller mindre heltestatus - ikke mindst i hjemlandet Sydafrika. Stjernen falmede dog en del, da han efter at have misset en guldmedalje i 200-meterløbet anklagede vinderen for at have for lange benproteser. Et udbrud, han senere måtte beklage og kalde for »dårlig timing«.

LÆS OGSÅ Politi sigter Pistorius: Han skød kæresten fire gange

Nu er Oscar Pistorius' heltestatus udsat for endnu et hårdt slag.

I dag er han blevet sigtet for at have dræbt sin kæreste Reeva Steenkamp med fire skud torsdag morgen i sit hjem.

Det har været fremme i flere medier, at Pistorius forvekslede kæresten, der ville overraske ham i anledning af Valentinsdag, med en indbrudstyv. Det vil politiet dog ikke bekræfte - til gengæld har en talsmand oplyst, at der tidligere har været husspektakler i hjemmet

På fredag skal han i retten og har endnu ikke selv kommenteret episoden. Den sydafrikanske tv-station M-Net har dog allerede trukket en reklamekampagne tilbage, som han var en del af.

Baseballbat bag døren og skarpskytte
Sydafrika er berygtet for meget kriminalitet, og det fået flere borgere til at bevæbne sig. Deriblandt Oscar Pistorius.

Han har i et interview med Daily Mail fortalt, at han har et cricketbat i soveværelset og et baseballbat bagved hoveddøren. Soveværelset skulle også være udstyret med en revolver og ved et vindue ligger et maskingevær klar til ubudne gæster.

Under et større interview med New York Times tog han journalisten med på en nærliggende skydebane, hvor hurtigløberen trænede reporteren i at bruge hjemmets revolver.

»Jeg kommer her nogen gange, når jeg ikke kan sove«, sagde Oscar Pistorius.

Stort talent

Pistorius' historie er en historie om et stort talent.

Som barn dyrkede han alle mulige former for sport med sine søskende. Til at starte med var det især rugby, men efter en kamp, hvor knæet blev smadret, begyndte han at løbe som en del af genoptræningen.

Nogle få måneder efter blev han tilmeldt et løb for skoleelever og slog verdensrekorden på 100 meter for benamputerede.

Jens Anton Tingstrøm Klinken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her