Tirsdag aftens Copenhagen Athletics Games gav tilskuerne på Østerbro Stadion en flot dansk rekord, og det var de hjemlige sprintere, der klarede sig bedst.
Den danske mester på 110 meter hæk, Andreas Martinsen fra Århus 1900, hoppede rundt i ekstase, da han havde taget sejren foran australske Nicholas Hough, og tiden 13.50 sek. var en fornem forbedring af hans egen danske rekord, der lød på 13.55. Eneste lille skår i glæden var, at VM-kravet lyder på 13.48.




























