Artiklen er opdateret kl. 18.32.
Den britiske cykelrytter Adam Yates (UAE) vandt søndag 9. etape i Vuelta a España i fornem stil. Yates var fra start med i et større udbrud, men det blev efterhånden barberet ned, efterhånden som rytterne kom igennem etapen, der gik fra Motril til Granada i Spanien.
Med 58 kilometer tilbage sagde Yates farvel til alle andre ryttere og kørte siden alene i mål. Briten vandt med mere end halvandet minut ned til Richard Carapaz (EF - Education).
På den sidste stigning viste Primoz Roglic (Bora) svaghedstegn, men han kæmpede sig siden tilbage til favoritgruppen, der kom i mål 3 minutter og 45 sekunder efter Yates.
Forud for etapen lå Yates nummer 27 i klassementet og var næsten 10 minutter efter løbets førende rytter, Ben O’Connor (AG2R). Med søndagens sejr kravler briten op i top-10. Ben O’Connor holder fortsat fast i løbets røde førertrøje. Han fører med knap fire minutter ned til Roglic.
»I dag (søndag, red.) var jeg ligeglad med klassementet. Det handlede bare om etapen. Vi havde intet at tabe. Det var fuld gas, og jeg led hele vejen til stregen«, siger Adam Yates i sit vinderinterview.
Skjelmose led i varmen
Mattias Skjelmose skulle på etapen forsøge at følge op på lørdagens femteplads. Men danskeren blev sat tidligt på den sidste stigning og smed 1 minut og 50 sekunder til Roglic-gruppen. Dermed er Skjelmose ikke længere blandt de bedste 10 ryttere, da han glider ned på 13.-pladsen.
»Det var pissehårdt hele dagen, og det gjorde ondt i benene. Og det var sindssygt varmt, så det var en brutal dag«, siger Skjelmose, der alligevel erklærer sig tilfreds med sin indsats, til TV 2 Sport.
Rytterne skulle to gange op over stigningen Alto de Hazallanas, der stiger med 9,6 procent i gennemsnit over godt syv kilometer. Det var den stigning, hvor både Roglic og Skjelmose havde problemer.
Mandag holder feltet sin første hviledag inden 10. etape, der blandt andet byder på to kategori 1-stigninger. Den køres tirsdag.
Ritzau
fortsæt med at læse




























