De kvindelige danske landevejsryttere skal have ny landstræner. Over for cykelsportsmediet feltet.dk bekræfter den hidtidige landstræner, Tayeb Braikia, således, at han er blevet fyret.
»Jeg synes ikke, der var grundlag for en fyring, men det er sådan, det er. Der er andre muligheder end at opsige folk, men det er en beslutning, de har taget«, siger Tayeb Braikia.
Han vil ikke afsløre, hvorfor han er blevet fyret, og hans nu tidligere arbejdsgiver, Danmarks Cykle Union (DCU), har ikke i sinde at kommentere sagen, fortæller unionens kommunikationschef, Ulrich Gorm Albrechtsen, i en sms til Ritzau.
»Det er en personalesag, så vi har ikke kommentarer«, lyder det.
Tayeb Braikia har været landstræner for det kvindelige landevejslandshold siden 2019. Det største resultat i hans tid som landstræner kom i 2023, da Cecilie Uttrup Ludwig snuppede VM-bronze i Glasgow.
Som aktiv var Tayeb Braikia selv professionel cykelrytter og gjorde sig på både landevej og cykelbane. Han har tidligere været landstræner for det danske banelandshold.
ritzau
fortsæt med at læse




























