Få mænd har drevet det så vidt i cykelsporten som Patrick Lefevere fra Moorslede i Vestflandern. Som manden bag et af nyere tids mest succesfulde cykelhold, Quick-Step, nåede han med sit mandskab næsten 1.000 sejre over en periode på mere end 20 år. Siden 1980’erne har han ledet professionelle cykelhold fra sportsdirektørbilerne og fra skrivebordet som holdejer.
Da Lefevere i vinter annoncerede sin tilbagetræden som holdets direktør, trak det overskrifter. Hans farverige og kantede karakter er allerede savnet i sportens professionelle og perfektionistiske verden. Han er kendt for sin larger-than life-livsstil, sine cigarer, hvide fedorahat og ekstravagante middage med sponsorer og forretningsforbindelser. Han er berygtet for sin politisk ukorrekte facon, sine skarpe kommentarer i pressen og sin offentlige kritik af ryttere.




























