Mathieu van der Poel satte Thibau Nys på plads og tog sin fjerde sejr i træk i cykelcrossens World Cup.

Overlegen van der Poel laver fire på stribe i Belgien

Thibau Nys (t.v.) havde overskud til latter trods nederlaget til Mathieu van der Poel (t.h.). Foto: Jasper Jacobs/Ritzau Scanpix
Thibau Nys (t.v.) havde overskud til latter trods nederlaget til Mathieu van der Poel (t.h.). Foto: Jasper Jacobs/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Multitalentet Mathieu van der Poel slog fredag fast, at han er verdens bedste i disciplinen cykelcross.

For fjerde gang i træk inden for 12 dage vandt han en afdeling i World Cuppen, da han var hurtigst på den knoldede, men nogenlunde hurtige og tørre rute i belgiske Gravere.

Hjemmebanehelten Thibau Nys hang på hollænderen længst, men da Nys på syvende af i alt ni omgange klikkede ud af sin pedal, strøg van der Poel straks afsted og slog et afgørende hul.

I mål var den syvdobbelte verdensmester i cykelcross 21 sekunder hurtigere end Nys, og for fjerde år i træk tog han dermed med sejren i Gravere.

Danskerne Daniel Weis og Bailey Groenendaal blev henholdsvis nummer 26 og 31.

Hos kvinderne sørgede 36-årige Lucinda Brand for, at Holland fik endnu en sejr. Brand har vundet seks af syv World Cup-afdelinger i denne sæson.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her