Med fuldstændig kontrol over situationen på den afsluttende 129 km lange 7. etape fra Valloire til Annecy kunne den 36-årige franskmand Christophe Moreau (Ag2r) hyldes som samlet vinder af Critérium du Dauphiné Libéré. Efter lørdagens kongeetape var australieren Cadel Evans (Predicto Lotto) med et minus på 14 sek. den eneste reelle rival til Moreaus førsteplads, og ham slap franskmanden ikke et øjeblik af syne. Derimod kunne han sagtens tillade sig på de afsluttende km at lade både Alexandre Vinokourov (Astana) og Levi Leipheimer (Discovery Channel) lade køre væk, eftersom de havde sat deres sammenlagte muligheder over styr.
Men det var nu kun førstnævnte, der fik udbytte af anstrengelserne. Leipheimer udsattes nemlig for et styrt på den glatte vejbane i en rundkørsel, mens Vinokourov førte sin offensiv succesrigt til ende og dermed sørgede for den fjerde etapesejr – han var selv tidligere noteret for en på enkeltstarten i onsdags – til Astana. To skrappe stigninger Det var absolut ingen nem opgave for Moreau at bringe sejren sikkert i hus, for med to skrappe stigninger indenfor de sidste 40 km var han tvunget til maksimal koncentration hele vejen. På Col de la Forclaz, hvis top befandt sig 18,5 km fra mål, skilte et dusin af de stærkeste ryttere sig ud i front, og Moreau lå hele tiden så langt fremme, at han var klar til at forsvare sin førertrøje. En enkelt gang forsøgte Evans sig, men det angreb neutraliseredes hurtigt, og i det overordnede klassement skete der ingen ændringer på denne finaledag. Det betyder, at CSC’s David Zabriskie bevarede sin femteplads, og med den indsats, han har vist i dette løb, må han stå meget stærkt i kampen om en af de sidste Tour de France-billetter på det danske mandskab. Skal udfordre udlændingene Moreaus triumf ledsages automatisk af et voldsomt forventningspres frem mod Tour de France. Værtsnationen har i årevis sukket efter en profil med format til at udfordre de udenlandske topnavne i verdens største cykelbegivenhed. Og den rolle vil Moreau, der også vandt Dauphiné Libéré i 2001, efter den seneste uges overbevisende præstationer med to etapegevinster og nu den ultimative succes uundgåeligt blive presset ind i. En særdeles utaknemlig opgave, for selv om Moreau kan se tilbage på et Dauphiné Libéré, hvor han har besejret talrige af de andre formodede Tour-topnavne, er det meget sandsynligt, at konkurrenterne først er på vej mod det maksimale af deres ydeevne, mens franskmanden nåede den i det netop overståede arrangement på hjemmebane. Otte har vundet både Dauphiné og Tour Endnu er der i hvert fald knap tre uger, til Touren indledes i London og det dobbelte, til den slutter i Paris, og det er meget lang tid at skulle holde et formniveau, som Moreau har stillet til skue i den forløbne uge. Men at det kan lade sig gøre, har otte af cykelhistoriens mest prominente skikkelser gennem tiderne dokumenteret med Lance Armstrong som den seneste i 2002 og 2003.




























