Med en suveræn præstation under særdeles vanskelige forhold sikrede 19-årige Trine Schmidt sig på førstedagen af DM i landevejscykling i Roskilde kvindernes danske mesterskab i enkeltstart. Tempotalentet, der hører hjemme i kredsen af Danmarks Cykle Unions olympiske håb både på bane og landevej, tilbagelagde den 26,4 km lange distance i 39.49 min., og var dermed 1.59 min. foran sin nærmeste rival Dorte Lohse Rasmussen, der var mester i discplinen for to år siden. Bronzen gik til Annette Dam Fialla, Cykling Odense, i 42.02. Lovende udvikling fortsætter Konkurrencen afvikledes i strid blæst og piskende regn, og allerede ved mellemtiderne stod det klart, at Trine Schmidt, der kører sin første sæson som senior, var i en klasse for sig. For tre måneder siden imponerede hun ved at sætte dansk rekord i 3 km individuelt forfølgelsesløb under verdensmesterskaberne i banecykling på Mallorca, og DM-titlen er et bevis på, at hendes særdeles lovende udvikling fortsætter. Hun blev ved årsskiftet professionel på det hollandske Team Flexpoint samme med rivalen og veninden op gennem ungdomsrækkerne Mie Bekker Lacota, der imidlertid har valgt midlertidigt at indstille konkurrenceaktiviteterne.
Trine Schmidt derimod kører på for fuld kraft med OL i Beijing som det altoverskyggende mål. Esbjerg-succes hos juniorerne Også i juniorernes kappestrid fandtes en overbevisende vinder, idet Maria Grandt Petersen, Esbjerg Cykle Ring, kørte de 16,7 km på 25.45 min., hvilket var nøjagtigt et minut hurtigere end klubkammeraten Karina Hegelund. Her sikrede Michelle Lauge Jensen, Hillerød CK, sig bronze i 27.36.




























