Dansk verdensmester i mountainbike

Lyt til artiklen

Dansk cykelsport fik i dag en verdensmester i mountainbike, da 22-årige Jakob Fuglsang sejrede suverænt i U 23 rytternes konkurrence i Fort William i Skotland. Fuglsang tilbagelagde den 42,8 km lange distance i 1.54.04 time og krydsede målstregen 1.43 min. foran schweizeren Nino Schurter, mens tjekken Jaroslav Kulhavy med et minus på 3.20 min. erobrede bronze. Dermed var det favoritterne, der kom til at dominere kappestriden, idet de tre medaljevindere er de højst placerede på verdensranglisten, hvor U 23 rytterne optræder i selskab med også den ældre del af den internationale elite. Jakob Fuglsang er her at finde på 17.-pladsen som den lavest placerede i trioen, men det hindrede ham ikke i klart at overtrumfe rivaler. Schweizer lagde bedst ud Det var ellers Schurter, der lagde bedst ud, men også danskeren kom stærkt fra start. Efter den første af de fem omgange var Fuglsang 22 sek. efter schweizeren. Den afstand holdt sig på anden, men på tredje begyndte danskeren at forcere, og da sidste omgang indledtes lå de to side om side. Fuglsang havde imidlertid disponeret fornuftigst med kræfterne og distancerede altså Schurter klart på sidste runde. Det danske stortalentet, der også er en af de mest evnerige unge ryttere på landevej herhjemme, har i adskillige år satset på at nå til tops i den terrængående disciplin, og midt i mellem de mange opgaver på asfalten lykkedes det altså i dag. To sølvmedaljer ved EM Allerede som junior gjorde han sig i 2003 bemærket med en sølvmedalje ved europamesterskaberne, og for to år siden opnåede han samme EM-placering hos U 23 rytterne for nu at stryge helt til tops. Dermed trænger Jakob Fuglsang sig også på som et fremtrædende rød-hvidt medaljehåb ved OL i Beijing, hvor Peter Riis, der i morgen stiller op hos seniorerne, er en anden dansk kandidat. Jakob Fuglsang hjemførte for kort tid den samlede tredjeplads i det schweiziske Nations Cup arrangement Grand Prix Wilhelm Tell og stiller om godt to uger op ved U 23 verdensmesterskaberne på landevej i Stuttgart. Her sidder han sammen med Thomas Vedel Kvist og Jonas Aaen Jørgensen på de sikre pladser, mens der endnu er yderligere tre at kæmpe om. Nr. 9 i World Cup Inden det går løs i Stuttgart stiller han imidlertid op i mountainbike World Cup-afdelingen i slovenske Maribor i den kommende weekend. I den gennemgående sæsonkonkurrence er han på niendepladsen. Til daglig repræsenterer han Team Designa Køkken og gjorde sig også fornemt bemærket i årets Post Danmark Rundt, hvor han sluttede på en samlet syvendeplads.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her