CSC er med i toppen på to fronter

Lyt til artiklen

Både på de italienske og de franske landeveje demonstrerede Team CSC i dag, at holdet også i denne afsluttende fase af sæsonen formår at dyste med om topplaceringerne. I den 55. udgave af Coppa Sabatini blev luxembourgeren Fränk Schleck nr. 2 efter den italienske mester Giovanni Visconti (Quick Step), og i Paris-Bourges – generalprøven på søndagens ProTour løb Paris-Tours – sluttede Matti Breschel som nr. 7 og australieren Luke Roberts på niendepladsen. Samtidig bliver også årets succesdebutant Chris Anker Sørensen ved med at imponere, og selv om han ikke rent resultatmæssigt fik personlig succes ud af sin deltagelse i den italienske styrkeprøve, bidrog han væsentligt til Schlecks finaleindsats. Satser på Giro dell’Emilia »Egentlig havde vi ikke de store intentioner om at lave resultater i Coppa Sabatini, fordi vi satser meget hårdt på lørdagens Giro dell’Emilia, men da vi frem mod slutningen foruden Fränk også havde Chris Anker Sørensen, Volodomyr Gustov og Andy Schleck med i den forreste gruppe, var det værd at forsøge«, fortæller sportsdirektør Kim Andersen. »De tre andre ofrede sig for Fränk, så han blev bragt i en ideel position til den sidste kilometer, og dér fyrede han den så af«. »Det så meget længe ud til at skulle lykkes for Fränk at hente sæsonens første sejr, men Visconti pressede sig altså lige netop forbi. Det ændrer imidlertid ikke på, at jeg har stor tiltro til, at Fränk kan gøre det rigtigt godt både på lørdag og i Giro di Lombardi ugen efter«. Spansk debutant uden succes »Vi var med til at præge løbet, da der lidt over halvvejs for alvor kom gang i sagerne efter en meget langsom indledning. Både Carlos Sastre og Chris Anker Sørensen forsøgte sig i fremstød, og det er helt fantastisk, hvordan sidstnævnte bliver ved med at kunne levere varen«, konstaterer Kim Andersen. »Han styrtede i tirsdags, og det er meget langt henne på sæsonen. Alligevel kører han med fantastisk gåpåmod, så han kan bestemt blive en spændende joker i de kommende opgaver«. »Derimod fik vi ikke set meget til spanieren Joaquin Novoa, som har fået en chance for at køre på prøve her i de sidste løb. Det var tilsyneladende for hårdt for ham, og han forsvandt meget hurtigt ud af billedet«. Bettini som luksushjælper 24-årige Giovanni Visconti, der er i gang med sin tredje sæson efter debuten hos Domina Vacanze og et år hos Team Milram, havde i det 197 km lange Coppa Sabatini en luksushjælper i verdensmesteren Paolo Bettini. Denne ydede et solidt stykke arbejde i holdets tjeneste, men kom ikke til at spille en rolle i finalen. Han sluttede 1.51 min. efter den gruppe på 12 mand, som dystede om topplaceringerne. Det var Viscontis tredje sejr i denne sæson, og han vandt også Coppa Sabatini sidste år. CSCs triumfator fra tirsdagens Monte Paschi Eorica, den russiske VM-sølvvinder Alexandre Kolobnev, havde fået besked på at stå af omkring halvvejs for at spare sig til Giro dell’Emilia, og den ordre fulgte han, som også Anders Lund gjorde det. Spændende perspektiver for Breschel I det 194 km lange Paris-Bourges indtog franskmændene Jonathan Thiré (Agritubel) og Jean Zen (Roubaix) længe hovedrollerne. De stak få km efter starten, og Zen holdt til fem km fra mål, da et større felt hentede ham. Det betød, at løbet mundede ud i en massespurt, hvor den 23-årige franskmand Romain Feillu (Agritubel) viste sig som den hurtigste foran schweizeren Aurélien Clerc (Bouygues Telecom) og hviderusseren Alexandre Usov (Ag2r). Matti Breschel og Luke Roberts sluttede som henholdsvis nr. 7 og 9, og det tegner interessante perspektiver for den unge danskers medvirken i Paris-Tours på søndag. Feillu kører sin første sæson som professionel, og han brillerede for lidt under en måned siden ved at vinde Storbritannien Rundt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her