Succes og drama på den olympiske cykelbane

En af de danske ryttere tager en runde på Beijings Laoshan Velodrome.
En af de danske ryttere tager en runde på Beijings Laoshan Velodrome.
Lyt til artiklen

Dansk banecykling fik ved dagens World Cup-konkurrencer på velodromen i Beijing et klart bevis på, at de olympiske medaljedrømme er særdeles velfunderede. Men samtidig udsendte kappestriden i den kommende OL-arena også et alarmerende signal om, hvor lidt der skal til for at spolere alle skønne forhåbninger. For efter at 4 km forfølgelseskvartetten bestående af Alex Rasmussen, Casper Jørgensen, Jens-Erik Madsen og Michael Færk Christensen i det rekordstore felt på 21 mandskaber i tidkørslen havde erobret tredjepladsen og dermed sikret sig adgang til bronzefinalen, gik det grueligt galt i medaljedysten mod Holland. Defekt sadel kostede medalje »Efter blot en omgang på den 250 m lange bane brød Alex Rasmussens sadel sammen, og dermed var alt slået i stykker«, fortæller Danmarks Cykle Unions direktør Jesper Worre. »Jeg kender endnu ikke de nærmere detaljer, men rytterne har utvivlsomt håbet på, at de kunne opnå en omstart, hvilket reglerne imidlertid ikke gav mulighed for. De holdt i hvert fald op med at køre, fordi en defekt på så tidligt et tidspunkt under alle omstændigheder ville stille dem chanceløse«. »Selvfølgelig var det en trist udgang på holdets optræden, men det ændrer ikke på, at de fire nåede at dokumentere, at vi har en trup, der kan kæmpe med om den olympiske hæder til sommer«. Klar forbedring på en uge Danmark noteredes i tidkørslen for 4.05.849 min., og det er en forbedring på cirka to et halvt sek. fra sæsonens første World Cup i Sydney for en uge siden. Det er samtidig det tredjebedste danske resultat nogensinde, kun overgået af præstationerne ved VM for godt otte måneder siden på Mallorca, da den rød-hvide kvartet lagde ud med 4.05.307 og i den sejrrige bronzedyst mod New Zealand derefter satte national rekord med 4.04.093. Hurtigst i Beijing var de britiske verdensmestre i 4.04.659, mens New Zealand ligesom i Sydney noteredes for næstbedste tid i 4.05.177.

Holland, som altså siden erobrede bronze på grund af den danske afmagt, kørte på 4.07.193 min. hvilket svarer næsten nøjagtigt til facit i Sydney. Storbritannien var i dysten om guldet endnu en gang suveræn. Danmark registreredes helt klart for den mest markante fremgang siden opgaven i Australien, og Heiko Salzwedel havde da også forudset, at satsningen ville nå en foreløbig kulmination i Beijing. Vellykket udskiftning I lige så høj grad som resultatet i tidkørslen giver den kendsgerning, at landstræner Heiko Salzwedels eksperiment med en ændret sammensætning af kvartetten lykkedes, anledning til begejstring i den danske lejr. Det har længe været betragtet som en væsentlig risikofaktor, at Danmark i den krævende disciplin ikke råder over topkvalificerede reserver, hvis en af de fire – Alex Rasmussen, Michael Mørkøv, Casper Jørgensen og Jens-Erik Madsen – der for lidt over otte måneder siden kørte VM-bronze hjem på Mallorca, pludselig skulle få forfald. Men i Beijing viste det sig altså, at Michael Færk Christensen – nr. 4 på enkeltstarten ved årets U 23 VM på landevej – efter langvarig skoling nu er fuldstændig parat til at træde ind, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Michael Færk erstattede nemlig Michael Mørkøv ud fra det rotationsprincip, som Heiko Salzwedel har tænkt sig at anvende i de fire World Cup-arrangementer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her