Dansk talent klar til nytårsangreb

Michael Mørkøv ses her med sin normale makker, Alex Rasmussen.
Michael Mørkøv ses her med sin normale makker, Alex Rasmussen.
Lyt til artiklen

Ved midnatstid lyder programmet under seksdagesløbet i Zürichs Hallenstadion på festfyrværkeri, og dermed får cykelstjernerne en lille pause i udfoldelserne på velodromen i den schweiziske storby. Men både før og umiddelbart efter melder alvoren sig atter, for nytårsfestlighederne ændrer ikke på, at der fortsat er intens kamp om topplaceringerne. Og det danske islæt i det spil, 22-årige Michael Mørkøv, håber på at kunne være med til at sætte sit markante præg på underholdningen sammen med sin ny hollandske makker Danny Stam. Verdensmestre i spidsen Efter søndagens jagter indtager de to fortsat tredjepladsen to runder efter de to førende konstellationer – de schweiziske verdensmestre Bruno Risi og Franco Marvulli samt den belgisk-tyske duo Iljo Keisse-Robert Bartko. »Danny, som jo er væsentligt mere rutineret end mig, tror imidlertid på, at vi i endnu højere grad er i stand til at blande os i topstriden. Han er klar til at angribe, og det samme er jeg, for jeg føler, jeg har virkelig gode ben. Så jeg ser frem til både jagterne her nytårsaften og nat - og i finalen i morgen«, fortæller Michael Mørkøv. Risi-Marvulli overtog i nat føringen, da parret bragte sig på omgangshøjde med Keisse-Bartko, der har ligget nr. 1 siden starten i torsdag. En enestående chance »Michael har fået en enestående chance for at bevise sin kunnen på højeste niveau ved at køre sammen med Danny Stam, og jeg tror, han er opgaven voksen«, siger den københavnske seksdagesarrangør Henrik Elmgreen, der har overværet den dansk-hollandske duos indsats i Zürich. »Hvis de to kan opnå en podieplads, er der tale om et gennembrud for Michael i et de store, traditionelle seksdagesløb i Europa, hvor det meste af eliten er til start«. Truslen mod Mørkøvs og Stams tredjeplads udgøres af den tredje stærke schweizer Alexander Aeschbach, der kører sammen med den italienske veteran Marco Villa, samt tyskerne Lei Lampater-Christian Grasmann, som ligger tre omgange bagude. Et pudsigt fortilfælde Det pludselig opståede makkerskab mellem Mørkøv og Stam bringer i øvrigt blandt seksdagesentusiaster tankerne hen på en tilsvarende hændelse i Zürich for 51 år siden. Dengang blev den danske seksdageslegende Kay Werner nemlig også sat sammen med en hollænder undervejs i løbet. Kay Werners partner på daværende tidspunkt Evan Klamer måtte – ligesom Alex Rasmussen – trække sig ud med sygdom.

Og noget lignende gjaldt hollænderen Gerrit Peters – som i den aktuelle udgave Robert Slippens – hvorefter Kay Werner og den hollandske storrytter Gerrit Schulte ikke alene blev lanceret som nyt par, men også formåede at vinde løbet. En så lykkelig udgang er næppe i vente, når det afgørende slag står i morgen i Zürich – men mindre kan også gøre det for Mørkøv og Stam.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her