På en krævende 3. etape fra Modesto til San José med fem bjergspurter undervejs vendte sidste års vinder af Tour of California, den amerikanske mester Levi Leipheimer (Astana) tilbage i førertrøjen, mens den 21-årige hollænder Rob Gesink (Rabobank) hyldedes som dagens sejrherre.
De to kom efter et hidsigt ræs fra toppen af den sidste stigning til mål med et beskedent, men tilstrækkeligt stort forspring til, at Leipheimer ikke behøvede udfordre Gesink i spurten, fordi amerikaneren følte sig sikker på, at han ville få sin belønning i form af førertrøjen.




























