Med et uimodståeligt fremstød 2,5 km fra mål sikrede schweizeren Fabian Cancellara (CSC) sig i dag sejren i den 99. udgave af den italienske klassiker Milano-Sanremo.
Den 27-årige schweiziske enkeltstartsverdensmester, som for fire dage siden triumferede i Tirreno-Adriatico havde sammen med godt et dusin andre ryttere angrebet på den sidste stigning, Poggio. med cirka syv km tilbage, og dette fremstød dannede basis for Cancellaras imponerende bedrift.
Med i førergruppen var en lang række af de øvrige favoritter og således også det varmeste navn af alle, spanieren Oscar Freire (Rabobank) samt endnu en af de skrappe sprintere, normanden Thor Hushovd (Crédit Agricole), men ingen formåede at svare igen, da Cancellara lukkede op for turboen. Cancellaras kontraoffensiv
Umiddelbart inden havde en italienske trio bestående af vinderen af Paris-Nice, Davide Rebellin (Gerolsteiner), Cancellaras nærmeste rival i Tirreno-Adriatico, italieneren Enrico Gasparotto (Barloworld) og Alessandro Ballan (Lampre) prøvet at slippe væk, og det var da de blev hentet, schweizeren satte sin kontraoffensiv ind.
Der blev jagtet ihærdigt, men ingen formåede at tæmme Cancellaras brølende motor, og han holdt til mål med få sekunders forspring til 2006-sejrherren Filippo Pozzato (Liquigas), mens belgieren Philippe Gilbert (Francaise des Jeux) snuppede den sidste podieplads for næsen af Rebellin.
Det var Cancellaras fjerde sejr på knap 14 dage i Italien.
Han lagde ud med at vinde Monte Paschi Eroica i forrige weekend, slog så til på enkeltstarten i Tirreno-Adriatico i søndags, hvilket indbragte ham den samlede gevinst i etapeløbet.
Samtidig noteredes schweizeren for karrierens anden bragende klassikerbedrift efter jættepræstationen for to år siden i Paris-Roubaix.
For Team CSC’s var det sæsonens 10. førsteplads, og de er nu delt ligeligt mellem Cancellara og den argentinske sprinter Juan José Haedo. 199 ryttere til start
199 ryttere begav sig i kast med strabadserne i strålende solskin, efter at vejrguderne i døgnene op til starten ellers ikke havde vist sig særlig gunstigt stemt.
Den eneste fra de 25 firmahold, som i sidste øjeblik måtte melde fra, var den italienske sprinter Alberto Loddo (Tinkoff).
Han har ellers haft en god start på sæsonen med etapesejre både i Tour of Qatar og Tour de Langkawai, men han blev i løbet af natten ramt af et maveonde. Fuld fart fra første færd
Til gengæld var der dømt fuld fart fra start med sprudlende angrebslyst blandt de fremmødte, og det udbrud, der længe kom til at præge etapen, etableredes efter 23 km.
Det var de to unge italienere Nicola D’Andrea (Miche) og Filippo Savini (CSF-Navigare), der slap af sted sammen med den lettiske veteran og tempospecialist Ravis Belohvosciks (Saunier Duval) og amerikaneren William Frischkorn (Slipstream).
I en håndevending havde kvartetten fået et anseeligt forspring, og det nåede op på lidt over 16 min., inden tempoet blev øget i feltet. Rabobank tog initiativet til at skrue op for jagten, og derefter mindskedes afstanden støt og roligt. Sprintere med problemer
Rabobank fik assistance af Milram, og på den nytilkomne stigning, La MÀnie med 100 km til mål, var de fire 8.45 min. foran.




























