Team CSC’s svenske nyerhvervelse Gustav Larsson søgte at gøre holdkammeraten Fabian Cancellara kunststykket fra Milano-Sanremo efter, da det danske mandskab deltog i det 204 km lange hollandske Ronde van het Groene Hart. Tempoeksperten, der ligesom Cancellara, kom med glimrende form fra Tirreno-Adriatico, angreb dog lidt for langt ude fra, idet han satte en solooffensiv ind med små 30 km tilbage netop som han og fire andre udbrydere var ved at blive hentet. Længe tegnede det lovende for svenskeren, men da sprinterholdene først skruede tempoet i vejret, måtte han se sit initiativ spoleret.
Han blev dog hyldet som løbets mest angrebsivrige rytter, og han var også i stand til at sidde med hjem i den første store gruppe på knap 50 mand. Blaudzun i offensiven
Mod slutningen forsøgte også den danske veteran Michael Blaudzun i to omgange at overrumple de spurtstærke afsluttere, men Quick Step og Astana satsede stærkt på at bringe deres hurtige folk i stilling.
Det så ud til at skulle lykkes bedst for Quick Step, der havde hollænderen Steven de Jongh til at køre spurten for sidste års belgiske vinder Wouter Weylandt, men Astanas litauer Tomas Vaitkus viste sig at have klart de fleste kræfter i behold.
Den 26-årige balter sejrede med et par længder til Weylandt og hollænderen Bobby Traksel (P3 Transport) og noteredes dermed for sæsonens anden gevinst, idet han også slog til på en etape i Volta ao Algarve. For Astana var det årets femte førsteplads. Fortsætter til Rund um Köln
Team CSC’s bedste blev Blaudzun, der noteredes som nr. 14 af de 17 ryttere, som fik samme tid som Vaitkus.




























