Undervejs i Liège-Bastogne-Liège var hverken Thomas Dekker eller hans Rabobank-mandskab synderligt synlige – bortset fra da den russiske Vuelta-vinder Denis Menchov blev sat på en af stigningerne – men i finalen dukkede den 23-årige hollænder pludselig op som trold af en æske og snuppede sjettepladsen for næsen af australieren Cadel Evans (Silence-Lotto).
Både i Flèche Wallonne og Amstel Gold Race sluttede han en position længere fremme, og med de præstationer indenfor de seneste otte dage, har han udsendt klare signaler om, at han er parat til at forsvare sidste års sejr i Tour de Romandie.




























