Med storfavoritten Damiano Cunego (Lampre) i en lysende hovedrolle udviklede sæsonens sidste gigantiske klassiker, det 242 km km lange Giro di Lombardia med start i Varese og mål i Como, sig til et forrygende show, inden lysende slukkedes for årets mest betydende udfoldelser på den internationale cykelscene. Mens vandflyverne konstant drønede oversigtshungrende turister rundt mellem bjergene, der så storslået er med til at tegne et vidunderskønt billede af området ved Comosøen, og vandcyklerne vuggede træt langs kajen efter en krævende sæson, passerede den 27-årige italiener målstregen som vinder af den 102. udgave og nåede dermed op på i alt tre gevinster i den prestigemættede begivenhed efter også at have sejret sidste år samt i 2004.
Lampre i angreb
Hans Lampre-mandskab med Alessandro Ballan i spidsen havde ydet et forbilledligt arbejde for at bringe ham i optimal position, og 17 km fra mål på den næstsidste stigning, Civiglo, tog han selv over.
Han angreb sammen med landsmanden Francesco Failli (Acqua e Sapone) og amerikaneren Chris Horner (Astana), og på den efterfølgende nedkørsel slog han for alvor til. Den forcering, han dér satte ind, var ingen i stand til at svare igen på, selv om der blev gjort talrige forsøg, og Cunego susede over stregen 24 sek. foran sloveneren Janez Brajkovic (Astana) – der i parentes bemærket også hævede armene i sejrsjubel, men siden forklarede, at det var fordi, han var begejstret over andenpladsen – og colombianeren Rigoberto Uran (Caisse d’Epargne). Italieneren tilbagelagde de 242 km med en gennemsnitshastighed på 43.077 km/t, hvilket er rekord for løbet, men tiderne lader sig vanskeligt sammenligne, eftersom løbet gennem årene er afviklet på flere forskellige ruter. Det var Cunegos fjerde sejr i denne sæson. Senest han triumferede var i Amstel Gold Race for cirka et halvt år siden, men i slutningen af september demonstrerede han kanonform med sølvmedaljen ved VM, da han på målstregen i Varese lige netop overspurtede Matti Breschel. Sæsonen sluttede dermed perfekt for Cunego, efter at han har oplevet store skuffelser undervejs. Således havde han i år satset alt på Tour de France i etapeløbssammenhæng, men måtte erkende, at det blev en fiasko. Chris Ankers fine punktum Selvfølgelig var Cunego den altdominerende skikkelse i gårsdagens forestilling, men også en af sæsonens imponerende danske himmelstormere, 24-årige Chris Anker Sørensen, formåede at hævde sig på en måde, der massivt underbygger formodningen om, at han har en uhyrende lovende fremtid foran sig i den krævende idræt. Chris Anker Sørensen var med i det første store udbrud allerede efter 10 km, havde overskud til også at deltage i det følgende, som etableredes umiddelbart efter, at feltet var nået op, og først 25 km fra mål forsvandt han fra forreste række. Det vil sige, at han havde været i udbrud omkring 200 km, og dermed stillede han til det sidste den medrivende offensive stil til skue, som i denne sæson bl.a. har indbragt ham sejre på to skrappe etaper i Critérium du Dauphiné Libéré og Østrig Rundt. »Jeg synes, det har været et fantastisk år, og det var bestemt dejligt her til sidst at mærke, at jeg stadig er i stand til at være med til at præge begivenhederne«, konstaterede Chris Anker Sørensen, mens han i hast pakkede sine sager i de sporadiske regndryp, der ventede med at falde over Como, til rytterne var kommet i mål. »Jeg troede ikke selv på, at jeg kunne lave noget, efter jeg i sidste weekend var slået fuldstændig ud af et maveonde. Men heldigvis er det overstået, og jeg formåede da at sidde med i front i godt 200 km. Det var virkelig en dejlig afslutning på sæsonen, og det styrker selvtilliden til næste år«. »Og det nærer jeg meget store forventninger til. 2008 har budt på mange glæder, men jeg er uhyre spændt på 2009, hvor jeg regner med at komme til at spille en endnu mere fremtrædende rolle på holdet. Det stiller også større krav til mig, hvilket jeg er fuldstændig klar over. Men jeg håber f.eks. meget på at komme med i Tour de France. Så må vi se, hvad jeg kan drive det til dér, men jeg er i hvert fald fuld af optimisme«. »Foreløbig glæder jeg mig imidlertid bare til at holde en lille ferie, og komme til fest hos dronningen. Alle de olympiske deltagere er inviteret, og det ser jeg meget frem til. Men ellers skal jeg være sammen med familien og derefter til Luxembourg, hvor jeg skal have ny lejlighed«. Tilfreds sportsdirektør






























