Dansk cykelsport kaster olympisk glans over det seksdagesløb, som indledes i aften på vinterbanen i Grenoble, for de fire sølvvindere fra kvartetten i holdforfølgelsesløb er alle at finde i feltet i det franske arrangement.
Årets mest succesrige hjemlige banerytter, Michael Mørkøv, der kommer med frisk bronze og sølv fra den forgangne weekends EM i Alkmaar efter ugen inden at have hjemført tre danske titler i Ballerup Super Arena, skal sammen med sin vante makker Alex Rasmussen søge at forsvare sidste års triumf i det tidligere vinter-OL hovedkvarter.




























