Mens eksverdensmesteren Paolo Bettini forleden sluttede cykelkarrieren som vinder af seksdagesløbet i Milano, var der ingen sejrsgave til en af hans nærmeste rivaler gennem talrige sæsoner på landevejen, tyskeren Erik Zabel, da denne sagde farvel til vinterbanepublikummet i München.
Zabel, der efter at have takket af i fri luft er i gang med en afskedsturné på de indendørs velodromer, måtte i en uhyre intens finale sammen med landsmanden Leif Lampater se sig besejret af den tysk-belgiske duo Robert Bartko-Iljo Keisse.



























