Alt var lagt til rette for, at den unge sprinter Mark Cavendish skulle snuppe sejren på dagens flade anden etape af Giro d'Italia.
Men kort før den hurtige englænder ville sætte tempo et par hundrede meter fra mål, lancerede den 35-årige italiener Alessandro Petacchi overraskende sin spurt, overrumplede Cavendish og skød sig frem foran englænderen, der ikke havde mulighed for at følge hans hjul.




























