Valverde styrker sin Vuelta-føring

Halvandet minuts forspring har Alejandro Valverde nu til nærmeste forfølger i årets Vuelta.
Halvandet minuts forspring har Alejandro Valverde nu til nærmeste forfølger i årets Vuelta.
Lyt til artiklen

Med spanieren Juan José Cobo (Fuji-Servetto) som vinder udviklede den 179,8 km lange 19. etape i Vuelta a Espana fra Ávila til La Granja sig til et opgør mellem stort set alle de bedst placerede i det samlede klassement. Og indehaveren af førertrøjen Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne) tog yderligere et markant skridt mod den endelige triumf ved at passere målstregen efter det sidste møde med bjergene i den spanske cykelrundtur som nr. 2 blot to sek. efter landsmanden, mens hans værste konkurrent inden dagens styrkeprøve, hollænderen Robert Gesink (Rabobank) blev den store taber. Kunne ikke følge med på sidste bjerg Den 23-årige himmelstormer betalte i kulde og regn prisen for det voldsomme styrt i onsdags, da smerterne på den afsluttende store stigning i årets Vuelta, Puerto de Navacerrada, gjorde det umuligt for ham at følge med de nærmeste rivaler. Gesink mistede 4.44 min. på etapen og dumpede fra den samlede andenplads ned som nr. 6, hvor han er 5.30 min. efter Valverde. Fører med 1.26 min. Med bonussekunder både ved målpassagen og i en spurt undervejs er Alejandro Valverde nu 1.26 min. foran landsmanden, den olympiske guldvinder Samuel Sanchez (Euskaltel), mens den tidligere Giro d’Italia-vinder Ivan Basso (Liquigas) avancerede til tredjepladsen med et minus på 1.45 min. Dermed sidder Valverde sikkert på tronen inden morgendagens enkeltstart i Toledo, ligesom Sanchez må formodes at kunne bevare sin andenplads. Sanchez forsøgte som ventet med et angreb på nedkørslen fra Novacerrada, men formåede ikke at distancere Valverde. Basso truet på tredjepladsen Basso skal køre væsentligt bedre end på den første enkeltstart, hvis han skal holde Evans bag sig i morgen. Australieren er nu nr. 4 og har kun 14 sek. op til tredjepladsen. Top 10 udgøres af de samme 10 ryttere, som inden etapen, og ud over Gesinks nedtur, som medførte automatisk fremrykning for Sanchez, Basso og spanieren Ezequiel Mosquera (Xacobeo Galicia), er den eneste anden rokering, at italieneren Paolo Tiralongo (Lampre) og spanieren Joaquin Rodriguez (Caisse d’Epargne) byttede plads, så førstnævnte nu er nr. 7. Med i sidste års skandale Tour Den 28-årige Juan José Cobo, der sammenlagt er nr. 10, satte sin sejrsgivende offensiv ind knap tre km fra mål. Præstationen bekræfter de evner, spanieren længe har været tillagt, men som han har haft så vanskeligt ved at stille til skue. Han blev professionel i 2004 på Saunier Duval-mandskabet, der blev så berygtet sidste år på grund af dopinskandalerne i Tour de France med holdets italienske stjerner Riccardo Riccò og Leonardo Piepoli som hovedpersonerner. Cobo var også med i den Tour-trup, og det huskes måske, hvordan han fulgte holdkammeraten Piepoli til dørs, da denne vandt etapen til Hautacam. Umiddelbart efter måtte hele holdet forlade Tour de France, da Riccò afsløredes som dopingsynder. Vandt Baskerlandet Rundt i 2007 Juan José Cobo fik sit gennembrud i 2007, da han i Baskerlandet Rundt for første gang som professionel optrådte i vinderrollen. Og så skete det endda i tre tilfælde, idet han sejrede både på 1. og 5. etape og sammenlagt. Sidste år vandt han en etape i Burgos Rundt og en i Portugal Rundt. I denne sæson var han først over stregen på en etape i Vuelta Castilla y Leon, og han er nu oppe på i alt syv gevinster i karrieren. For Fuji Servetto, der er skabt på ruinerne af Saunier Duval, var det blot sæsonens fjerde sejr, og det placerer holdet på sidstepladsen blandt ProTour-mandskaberne. Breschel forbedret i bjergene Team Saxo Bank kom aldrig til at spille nogen rolle på etapen, men det noteredes, at den danske mester Matti Breschel endnu engang viste sig klart forbedret i bjergene. Han kom i mål som nr. 21 i en gruppe på 10 ryttere, som også omfattede holdkammeraten Alexandr Kolobnev, og minusset i forhold til Cobo var så beskedent som 2.51 min. At Jakob Fuglsang efter gårsdagens kraftanstrengelse satte næsten 19 min. til, kommer ikke helt uventet. Og der kan også have været taktik med i spillet med henblik på morgendagens enkeltstart. Trio i langt udbrud Allerede straks efter starten etableredes et stort udbrud, men da det var tæt på at blive neutraliseret, fortsatte franskmanden Christophe Riblon (Ag2r) alene. Det ansporede russeren Edouard Vorganov (Xacobeo Galicia) og ireren Dan Martin (Garmin) til også at forsøge sig. Efter 30 km havde de fået tilslutning til franskmanden, og trioen kom derefter til at præge det meste af etapen. Forspringet nåede aldrig højere op end lige omkring seks minutter. Caisse d’Epargne og Euskaltel sørgede for tempoet i feltet, men det var først, da Liquigas satte sig frem på dagens tredje stigning, Puerto de la Morcuera, der for alvor begyndte at ske noget. Gesink i vanskeligheder Ikke alene mindskedes afstanden til udbryderne, men den opskruede fart betød også, at Robert Gesink begyndte at vise svaghedstegn. Det ansporede Silenco-Lotto til også at melde sig i front, men den unge hollænder stred heroisk, og på toppen var hans minus så beskedent som 38 sek. Med hjælp af holdkammeraterne nåede Gesink op til favoritgruppen igen, men problemerne på Morcuera antydede, at noget værre kunne være i vente, når rytterne anden gang skulle passere Puerto de Navacerrada. Favoritterne i hovedrollerne Det viste sig da også at være tilfældet, for allerede da det så småt begyndte at gå opad måtte Gesink opgive at følge med de øvrige topplacerede i det samlede klassement. Han havde massiv assistance fra Rabobank-klanen, men der var intet at stille op, og på den krævende klatretur måtte Gesink erkende, at slaget om podiepladserne var tabt. Nogenlunde samtidig med at hollænderens problemer tog til, blev de tre udbrydere hentet, og selv om der blev forsøgt at iværksætte en ny offensiv, var alt nu overladt til løbets favoritter. Sanchez satsede forgæves Der dannedes en førergruppe hvor tempoet op mod toppen blev angivet af Ivan Bassos formidable polske hjælper Sylvester Szmyd. Hans italienske holdkaptajn sad på hjul, og med var også Valverde, dennes to holdkammerater Joaquin Rodriguez og Daniel Moreno, Sanchez, Evans, Tiralongo, Mosquera og Cobo. Kort før bjergspurten trådte Sanchez an, men Valverde var straks på hjul. De to fulgtes ad det første stykke nedad, og Valverde demonstrerede hurtigt, at han var helt parat til at afværge attentatet fra landsmandens og vennens side. Dermed formåede Sanchez ikke at udnytte denne chance for rent tidsmæssigt at rykke nærmere i det samlede klassement, og de to fik lidt efter lidt igen følgeskab af Mosquera, Evans, Tiralongo, Basso, Rodriguez og Cobo frem mod finalen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her