Sommerens to superstjerner, holdkammerater og rivaler i Tour de France, Alberto Contador og Lance Armstrong er fjernt fra hinanden i gang med de første officielle forberedelser til den kommende sæson. Men vidste man ikke bedre, kunne det ved første øjekast se ud til, at det kasakhiske Astana-mandskab havde fordelt sine tropper i to forskellige træningslejre. For i Tucson, Arizona, hvor det nyetablerede Team RadioShack omkring Lance Armstrong holder til i disse dage, optræder en lang række af rytterne stadig i Astana–tøj. Og det samme er tilfældet i italienske Pisa, hvor den første samling med den regerende Tour-konge Contador som Astanas hovedperson afvikles. Må kun bruge det gamle tøj Det er ikke fordi, Team RadioShack ikke har råd til at forsyne pedalatleterne med nyt dress, men reglerne foreskriver, at de af hensyn til sponsorerne indtil årets udgang kun må benytte det tøj, som deres respektive arbejdsgivere i den forløbne sæson har stillet til rådighed. Og eftersom 11 mand fulgte med Armstrong fra Astana, sætter det turkis-gule look nogle uger endnu sit præg på Team RadioShacks trup. Armstrong i rødt og gråt Lance Armstrong, der ikke fik løn af Astana, er den eneste af rytterne på det amerikanske hold, som har haft mulighed for at præsentere de trøjer, som Team RadioShack har valgt. Med røde skuldre over det grå ryg– og brystparti minder de ikke umiddelbart om nogle af de trikoter, der benyttes af de andre ProTour mandskaber, hvilket skulle gøre det overkommeligt at udpege dem i felterne. Mens Contador ved sit første møde med medierne under træningslejren anslog en særdeles forsigtig tone og endnu engang erkendte, at Astana ikke råder over et kollektiv, som kan måle sig med sidste sæsons, lyder der anderledes selvsikre budskaber fra den syvdobbelte Tour–triumfator i Tucson. Contador er verdens stærkeste »Vi har verdens bedste hold«, konstaterede Lance Armstrong således, da han så sine nye og gamle holdkammerater omkring sig. Umiddelbart er det vanskeligt at argumentere imod amerikaneren på dette punkt, al den stund at han bl.a. har selskab af syv af de andre ryttere fra det Astana-hold, der førte Contador frem til succes på de franske landeveje i sommer. »Der er ingen tvivl om, at Contador er verdens stærkeste cykelrytter i øjeblikket. Vi har ingen, der kan måle sig med ham. Det anerkender jeg fuldt ud, ligesom jeg ikke lægger skjul på, at der har været kraftige uoverensstemmelser mellem ham og mig. Jeg tror, han er yderst tilfreds med, at vi ikke længere er holdkammerater«. Indleder den europæiske satsning i Spanien »Når vi overhovedet blev det, skyldes det udelukkende, at Johan Bruyneel var chef hos Astana, og jeg kunne ikke tænke mig at køre under andre end ham efter de mange år, vi har haft sammen. Og hans betydning understreges vel også af, at så mange ryttere er fulgt med fra Astana«, fastslår Armsttrong. Amerikaneren er i aktion igen i slutningen af januar i Tour Down Under, og hans europæiske sæsondebut foregår i Vuelta a Murcia i begyndelsen af marts. Contador lægger ud i Portugal Alberto Contador tager fat på strabadserne en måned senere end amerikaneren, idet spanieres sæsonpremiere er planlagt til at foregå i det portugisiske Volta ao Algarve fra 17. til 21. februar. »Alle mine konkurrenter ved, at vores hold ikke er så stærkt som sidste år og planlægger naturligvis ud fra det«, sagde Contador efter ankomsten til Pisa. »Det bliver en vanskelig sæson, og det er da muligt, at jeg ikke vinder Tour de France igen. Men jeg er sikker på, at holdet vil være motiveret til at bakke mig maksimalt op, og så må vi se, hvor langt det rækker«. »Desuden tror jeg på, at den hårde psykiske belastning, som tilstedeværelsen af Lance Armstrong i truppen medførte, har modnet mig og gjort mig stærkere rent mentalt. Det kommer mig forhåbentligt til gode næste år«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Wegovy, jeg slår op
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























