Med sin anden triumf i et af verdens mest prestigemættede etapeløb har den 20-årige slovakiske himmelstormer Peter Sagan (Liquigas) allerede gjort sig fortjent til prædikatet forårets fund i international cykelsport. På en begivenhedsrig, 157 km lange 5. etape i Paris-Nice fra Pernes les Fontaines til Aix en Provence satte den nyprofessionelle Liquigasrytter en uimodståelig solooffensiv ind 1,8 km fra mål.
Selv om han blev jagtet hidsigt af en stjernespækket gruppe på 25 ryttere, holdt han lige netop hjem med et forspring på to sekunder. Valverde lidt nærmere på Contador Den italienske sprinter Mirko Lorenzetto (Lampre) besatte andenpladsen foran spanieren Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne), franskmanden Matthieu Ladagnous (Francaise des Jeuz) og Team Saxo Banks Jens Voigt, mens indehaveren af den gule førertrøje Alberto Contador (Astana) blev nr. 10. Sammenlagt rykkede Valverde en anelse nærmere Contador, så han som nr. 2 nu har et minus på 20 sekunder til landsmanden, men ellers skabte udfaldet ikke de store ændringer i klassementet. På pladserne efter Contador og Valverde følger stadig tjekken Roman Kreuziger (Liquigas), sidste års vinder Luis Leon Sanchez (Caisse d’Epargne), dennes landsmand og olympiske mester Samuel Sanchez (Euskaltel) samt Jens Voigt med minus på henholdsvis 25, 26, 29 og 34 sekunder. Et forrygende gennembrud Peter Sagan, der satte lidt tid til på gårsdagens stejle stigning op til målet i Mende, vandt noget af det tabte terræn ind. Slovakken er fortsat nr. 8, men har nu kun 42 sekunder op til Contador. Inden den tidligere juniorverdensmester i mountainbike tog fat på Paris-Nice, havde han bl.a. været med Liquigas i Australien til Tour Down Under. Dér opnåede han blandt andet to 'top 10-placeringer' på etaper, og efter tilbagekomsten til Europa gjorde han sig også pænt bemærket i de italienske endagsløb Grand Prix Costa degli Etrushi og Trofeo Laigueglia. Men ingen af hans tidligere præstationer har antydet et gennembrud som det, han nu oplever på de franske landeveje. Han blev nr. 5 på prologen, nr. 2 på 2. etape, vandt 3. i Aurillac og sendte med dagens gevinst Liquigas til tops på årets sejrsliste med i alt 11 førstepladser.



























