Efter et soloridt på 22 km noteredes Matti Breschel for karrierens største triumf, da han satte samtlige konkurrenter til vægs i det 204 km lange Dwars door Vlaanderen og kom i mål med et forspring på syv sekunder til den nærmeste forfølger.
LÆS ARTIKEL Matti Breschel kørte alene i mål
Dermed beviste den 25-årige danske mester, der i lørdags ydede en fortrinlig præstation med en 11.-plads i den italienske klassiker Milano-Sanremo, at han har formået at ramme topformen til de opgaver her i foråret, der betyder så meget for ham.
' Lille Flandern Rundt'
Dwars door Vlaanderen har de seneste år fået tilnavnet 'Lille Flandern Rundt', fordi løbet er blevet væsentligt mere krævende end før med tilføjelse af flere mure og brostensstrækninger end tidligere.
Og at Matti Breschel under disse omstændigheder kunne vinde så overbevisende, skærper yderligere forventningerne til hans indsats i de kommende og endnu større opgaver som Flandern Rundt og Paris-Roubaix.
Første løb i forberedelserne til Flandern Rundt
Dagens arrangement er det første i den serie, der fører frem til netop de to klassikere. På lørdag afvikles E3 Prijs Vlaanderen, søndag køres Gent-Wevelgem og i næste uge følger etapeløbet Driedaagse De Panne, som den sidst forberedelse til Flandern Rundt søndag 4. april.
Etapeløbet stiller Team Saxo Bank dog ikke til start i, og det anses da også af adskillige som for risikobetonet umiddelbart op til den prestigefyldte klassiker.
Breschels 13. sejr i alt
Det var Matti Breschels første sejr i denne sæson, og den 13. i alt, siden han i 2005 indledte sit professionelle eventyr på det danske mandskab, der dengang hed Team CSC.
Der skulle gå to et halvt år, før han hjemførte den første gevinst. Det skete på en etape i Post Danmark Rundt 2005, og samme sæson vandt han også en etape i Irland Rundt.
I det hele taget er det i første række i etapeløbene, han har hentet succes med spurtsejren på sidstedagen af Vuelta a Espana i 2008 som den mest markante. Indtil i dag havde han kun været over stregen i et enkelt andet endags løb – Philadelphia International Championship i 2008.
Stærk på stigningerne
Umiddelbart inden, Matti Breschel satte sin offensiv ind, havde der dannet sig en førergruppe på cirka 30 ryttere, hvor Team Saxo Bank desuden havde schweizeren Fabian Cancellara og Anders Lund med.
Matti Breschel havde på de kendte Flandern Rundt-stigninger Eikenberg og Oude Kwaremont vist sig som en af de stærkeste sammen med den belgiske superstjerne Tom Boonen (Quick Step). De to havde også været i et kortvarigt udbrud sammen med to andre, og det førte til etablering af det lille felt med det danske mandskabs tre repræsentanter.
Ingen grund til fortrydelse
Cancellara sørgede for, at Breschel fik lige det nødvendige lille hul, som gjorde det muligt for ham at iværksætte den maksimale satsning, og da først danskeren havde fået afstand, var han ikke til at hente.
Dermed praktiserede Matti Breschel lige netop den taktik, som han efter Milano-Sanremo ærgrede sig over ikke at have taget i anvendelse på de italienske landeveje.
»Jeg skulle nok have angrebet, men jeg havde fort stor respekt for de andre«, sagde Matti Breschel efter opløbet i Sanrermo.
Trio jagtede uden held
En sådan fortrydelse var der ikke basis for i dag. Selv om den unge dansker aldrig fik et særligt stort forspring, formåede han at holde forfølgerne stangen.
På et tidspunkt skilte en trio bestående af hollænderne Niki Terpstra (Milram) og Björn Leukemans (Vacansoleil) samt franskmanden Steve Chainel (Bbox) sig ud.
De formåede imidlertid ikke at køre ind på Breschel, men holdt dog lige netop hjem foran den gruppe, danskeren var kørt væk fra, og som var vokset med blandt andre yderligere to Team Saxo Bank-ryttere Frank Høj og Baden Cooke. Leukemans, Terpstra og Chainel besatte pladserne efter danskeren med et minus på syv sekunder.




























