Kun et døgn efter at den danske mester Matti Breschel noteredes for en fornem triumf i Dwars door Vlaanderen, hjemførte den tyske veteran Jens Voigt i dag sæsonens femte sejr til Team Saxo Bank med en imponerende offensiv på den 209,7 km lange 4. etape i Volta a Catalunya fra Oliano til Ascó.
LÆS OGSÅ Matti Breschel kørte alene i mål
Den 38-årige fighter nåede til mål sammen med den 16 år yngre estlænder Rein Taaremäe (Cofidis), som måtte se sig klart besejret i spurten.
Rodriguez stadig i førertrøjen
De to havde på de sidste kilometer lagt et felt på 60 ryttere 34 sekunder bag sig. Den tidligere indehaver af førertrøjen, tyskeren Paul Voss (Milram) vandt spurten blandt forfølgerne, hvor også de bedst placerede sammenlagt befandt sig.
Det betyder, at den spanske VM-bronzevinder Joaquin Rodriguez (Katusha) fortsat fører 10 sekunder foran landsmanden Xavier Tondo (Cervélo), mens Taaramäe avancerede til tredjepladsen med et minus på 46 sekunder – to sekunder foran spanieren Luis Leon Sanchez.
Første sejr efter styrtet
For Jens Voigt var det den første sejr siden det frygteligt styrt i Tour de France sidste år. Og vinderrollen havde han indtil i dag ikke optrådt i siden 29. marts 2009, da han hyldedes som samlet nr. 1 i Critérium International efter en etapegevinst undervejs.
Lige fra starten af denne sæson har den tilsyneladende uopslidelige tysker vist sprudlende form, og i dag kom så belønningen. Voigt satte et soloangreb ind med knap 30 km til mål, da 2. kategori stigningen Alto de Paumeres skulle forceres anden gang.
Alene på toppen af sidste bjerg
I en håndevending fik han tilslutning til russeren Vladimir Efimkin (Ag2r), italieneren Francesco Bellotti (Liquigas) og belgieren Jurgen van de Walle (Quick Step), som var de sidste "overlevende" fra den udbrydergruppe, der havde været af sted længe, og som oprindelig også omfattede Team Saxo Banks Lucas Haedo.
Efimkin var kortvarigt i stand til at følge Voigt, men det varede ikke længe, før tyskeren fortsatte alene mod toppen. Bagude havde Taaramäe og tjekken Roman Kreuziger optaget forfølgelsen.
Kreuziger måtte slippe
De hentede Voigt på nedkørslen, men Kreuziger måtte siden slippe, og derefter fortsatte Voigt og Taaramäe mod mål.
Forspringet blev aldrig særlig stort, men de to lykkeriddere, der har hørt til forårets markante profiler, formåede at holde et højt tempo til vejs ende, og i opgøret om sejren efterlod Voigt ingen tvivl om, hvem der var den stærkeste.




























