Verdensrekorder i Ballerup

Lyt til artiklen

Mens den nationale, rød-hvide opmærksomhed omkring præstationerne på velodromen i Ballerup Super Arena samlede sig om Alex Rasmussens forrygende guldkørsel i scratch, bød andendagen af verdensmesterskaberne i banecykling også på exceptionelle internationale bedrifter. Således står den danske bane nu opført i annalerne som rammen om to verdensrekorder sat af henholdsvis New Zealand i kvindernes holdforfølgelsesløb samt af den australske kvindeduo i holdsprint. Verdensrekord men ikke guld For de tre newzealændere Rushlee Buchanan, Lauren Ellis og Alison Shanks fulgte der imidlertid ikke guld med den fremragende indsats. I den indledende tidkørsel sluttede de nemlig på tredjepladsen og var dermed henvist til at kæmpe om bronze. Og den medalje kom så eftertrykkeligt i hus, at tiden 3.21.552 minutter rakte til at slette Storbritanniens knap fem måneder gamle, hidtidige verdensrekord på 3.21.875 sat i Manchester. I guldfinalen nåede de sejrende australiere Ashlee Ankudinoff, Sarah Kebnt og Josephine Tomic tæt på med 3.21.748, men de må "nøjes" med at kunne kalde sig verdensmestre efter at have besejret Storbritannien. Australier dobbelt verdensmester I kvindernes holdsprint blev det både til VM-titel og verdensrekord for Kaarle McCullough og Anna Meares. Sidstnævnte er dermed dobbelt guldvinder i Ballerup, eftersom hun i går også strøg til tops i 500 m på tid. McCullough og Meares forbedrede endda to gange den verdensrekord på 33.149 sekunder, Australien satte ved sidste års VM i Polen. I den indledende tidkørsel blev det først til 33.037, og da Kina blev slået i finalen, noteredes 32.923 sekunder. Tiende titel til Chris Hoy Banecyklings vel nok største internationale profil, den adlede englænder Chris Hoy, var efter onsdagens skuffelse i holdsprint, tilbage i vinderrollen, da det i aften gjaldt keirin. Hoy, der har både glade og triste minder fra Ballerup – han erobrede her sine to første af nu i alt 10 VM-titler i 2002, mens han sidste år brækkede hoften ved et styrt under World Cup-finalen – var suveræn i keirin, hvor Azizulhasni Awang, Malaysia, og sidste års tyske verdensmester Maximilian Levy henvistes til de to andre medaljepladser. Den kraftfulde englænder har nu tre VM-guldmedaljer i keirin, fire i 1000 m på tid, to i holdsprint og en enkelt i sprint. Dertil kommer fire olympiske mesterskaber – de tre hentet i Beijing. Succes for 19-årig amerikaner Guld var der også til den 19-årige amerikaner Taylor Phinney i 4 km individuelt forfølgelsesløb, selv om han undervejs i sit vellykkede titelforsvar var hårdt presset af newzealænderen Jesse Sergent. I tidkørslen var Sergent således hurtigst med 4.15.988 minutter mod amerikanerens 4.16.102. Det betød gulddyst mellem de to, men hvor Phinney var i stand til at yde nogenlunde det samme i finalen, var Sergent en anelse langsommere – 4.16.600 mod 4.18.459.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her