Dansk guldhold på svær opgave

Lyt til artiklen

I dag skal dansk banecyklings flagskib gennem de seneste år, 4 km forfølgelsesholdet, der erobrede guld for 12 måneder siden i Polen, i sin stærkt rekonstruerede udgave forsøge at tilkæmpe sig en plads på VM-sejrsskamlen for fjerde gang i træk. De forsvarende verdensmestre Jens-Erik Madsen og Michael Færk Christensen har fået selskab af Rasmus Quaade og Niki Byrgesen, mens de faste aktører i hele opgangsperioden Casper Jørgensen, Alex Rasmussen og Michael Mørkøv er ude af billedet – tvungent på grund af skade for Casper Jørgensens vedkommende, frivilligt for Rasmussens og Mørkøvs. Har aldrig kørt sammen før Bulletinerne fra de intense forberedelser er opmuntrende, men der er ingen resultater, som giver et konkret billede af præstationsniveauet. De fire har nemlig aldrig kørt sammen i konkurrence, og sæsonens fire World Cup-afdelinger har udelukkende tjent til at afprøve forskellige muligheder. I Manchester blev Færk, Quaade, Christian Ranneries – reserve her ved VM – og Philip Nielsen nr. 5, i Melbourne kørte Færk, Madsen, Quaade og Ranneries en fjerdeplads hjem, mens Danmark slet ikke deltog i Cali. Ved World Cup-finalen i Beijing bestod den rød-hvide kvartet af Quaade, Byrgesen, Ranneries og Philip Nielsen, men det samarbejde rakte kun til en 12. plads. Sigter mod OL i London »Jeg tror på, at vi i tidskørslen kan komme mellem de fire bedste, som skal slås om medaljerne, men hvad der derefter sker, er umuligt at sige«, fastslår Danmarks Cykle Unions unge tyske landstræner Sven Meyer. »Det er klart, at vi som verdensmestre i disciplinen har et forventningspres på os, men alle må også forstå, at det er et nyt hold, vi præsenterer her, og at denne VM-deltagelse skal ses som et led i arbejdet frem mod OL i London«. »Australien, Storbritannien og New Zealand bliver formentlig de nationer, vi skal kæmpe mod. Jeg regner ikke med, at andre kommer ind i billedet«. Verdensrekord lurer i luften En gentagelse af sidste års guldtriumf forekommer usandsynlig, og under de forhåndenværende omstændigheder må det betragtes som en succesoplevelse, hvis det i det hele taget bliver til en medalje. Sådan tegner den nøgterne vurdering sig – ikke mindst efter at konkurrenter som Storbritannien og Australien har bebudet, at de ikke anser det for usandsynligt, at de kan komme under verdensrekorden på 3.53.314, som Storbritannien satte under OL i Beijing. Australien har vundet to af sæsonens World Cup-afdelinger, Storbritannien den første, mens resultatet fra Cali, hvor værtsnationen Colombia sejrede, ikke rigtigt kan tages alvorligt, eftersom deltagelsen var beskeden. Nyt australsk tempofænomen Danmark har som forsvarende mester den store fordel at starte sidst af de 17 medvirkende nationer, så når rytterne sætter sig på cyklerne, ved de, hvad kræves for at nå mellem de fire bedste. I sidste års finale sluttede Danmark i 3.58.246 minutter, mens Australien med 3.58.863 var en anelse langsommere. Tre af australierne Jack Bobridge, 20 år, Rohan Dennis, 19, og Leigh Howard, 20, er gengangere fra sidste år. Cameron Meyer, 22 og verdensmester i pointløb for andet år i træk, er skiftet ud med 18-årige Michael Hepburn, som er regerende juniormester i 3 km individuelt forfølgelsesløb og ligeledes er indehaver af verdensrekorden på distancen med 3.16.385. Hepburns alsidighed understreges af, at han i begyndelse af januar vandt det nationale U23 mesterskab på landevej. Storbritannien har ændret på to pladser Storbritannien har ligesom Danmark ændret på to pladser i forhold til sidste års VM, hvor det kun blev til en noget skuffende fjerdeplads efter guldet i Manchester i 2008. Team Saxo Banks Jonathan Bellis er fortsat under genoptræning efter sin alvorlige færdselsulykke i september, og Peter Kennaugh har været udsat for styrt her i foråret. Det betyder, at Steven Burke og Edward Clancy får selskab af den lovende landevejssprinter Ben Swift og Andrew Tennant. Hos New Zelands bronzevindere er Sam Bewley ny mand i stedet for Marc Ryan og glider ind sammen med Westley Gough, Peter Latham og gårsdagens sølvvinder individuelt Jesse Sergent. Yderligere to danskere i aktion Med et væsentligt lavere ambitionsniveau end det danske 4 km hold stiller Philip Nielsen til start i 1000 m på tid og mesterskabernes eneste kvindelige danske deltager Julie Leth i scratch.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her