Årets første cykelklassiker Milano-Sanremo var i usædvanlig grad præget af en stribe dramatiske styrt, og værst gik det ud over den 28-årige italiener Andrea Moletta (Gerolsteiner), der sandsynligvis må se i øjnene, at sæsonen er forbi, næsten inden den er begyndt.
Moletta mistede kontrollen over cyklen i et sving på nedkørslen fra den næstsidste lille stigning Cipressa, og han tørnede med voldsom kraft ind i en lygtepæl og en stenmur.




























