Basso og Evans i forrygende Giro-duel

Lyt til artiklen

Tidsforskellene var som forudset ikke voldsomme på den første skrappe styrkeprøve i Giro d’Italias barske, afsluttende uge.

Men de gav et meget klart fingerpeg om, at opgøret om den endelige sejr udvikler sig til en duel mellem værtsnationens varmeste bud Ivan Basso (Liquigas) og verdensmesteren Cadel Evans (BMC). Australieren pillede på enkeltstarten til Plan de Corones 28 sekunder af det forspring, som Basso oparbejdede med søndagens flotte opvisning på etapen til Monte Zoncolan, og nu er der kun 42 sekunder i italienerens favør. Lever på lånt tid Mellem sig i det samlede klassement – Basso er nr. 2, Evans 4 – har de etablerede stjerner Team Saxo Banks debutant Richie Porte, mens manden de begge jagter, den spanske indehaver af den rosa førertrøje David Arroyo (Caisse d’Epargne), endnu har 2.27 minutter ned til Basso og 3.09 til Evans. Selv om Arroyo kæmpede fortrinligt på bjerget og begrænsede nederlaget, lever han givetvis på lånt tid overfor de to ryttere, der frem mod den afgørende fase har vist sig som de entydigt stærkeste. Ingen tegn på fremgang Indtil i dag syntes også den spanske Tour de France-vinder fra 2008 Carlos Sastre (Cervélo) at stå med gode chancer. Men i stedet for at styrke troen på den sympatiske spaniers muligheder skabte enkeltstarten indtrykket af, at den klare fremgang, som Sastre sædvanligvis stiller til skue i den sidste uge af et langt etapeløb, næppe dukker op i den aktuelle udfordring. Sastre fik en håbløs start på Giroen, bragte sig ind i billedet igen med sin deltagelse i det vanvittige udbrud til L’Aquila, men må nu se i øjnene, at det endda kan blive vanskeligt for ham at leve op til sidste års samlede fjerdeplads i den italienske rundtur. Nibali puster Sastre i nakken Spanieren har som nr. 5 et minus på 4.36 minutter til den førende landsmand, og pustes i nakken af italieneren Vincenzo Nibali (Liquigas), der blev nr. 4 på enkeltstarten og kun er 17 sekunder efter Sastre. Nibali rykkede forbi det kasakhiske nationalidol Alexandre Vinokourov (Astana) i klassementet, men heller ikke mellem de to er der synderlig stor afstand – 19 sekunder. Tysker røg ud af top 10 Den eneste, der røg ud af top 10 efter enkeltstarten, var tyskeren Linus Gerdemann (Milram), der dumpede fra 9. til 12. pladsen, hvilket gav plads til italieneren Damiano Cunego (Lampre) på den sidste position blandt de 10 bedste. For dagens sejrherre Stefano Garezelli (Acqua & Sapone) medførte succesen kun en forfremmelse på en enkelt plads, så den 36-årige italiener nu er nr. 23 med 30.39 minutter op til Arroyo.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her