Med fremragende offensiv kørsel sikrede den ene af Team Saxo Banks Tour de France-kaptajner Fränk Schleck – den anden, lillebror Andy, forbereder sig til Schweiz Rundt – sig i dag sæsonens første sejr, da han kom til mål sammen med italieneren Matteo Carrara (Vacansoleil) på den 202,7 km lange 2. etape i Luxembourg Rundt fra Schifflange til Differdange. Dermed satte den 30-årige luxembourger i tjeneste hos Bjarne Riis blandt andre en af sine kommende modstandere i sommerens gigantopgave på de franske landeveje, den syvdobbelte Tour de Francxe-vinder Lance Armstrong (RadioShack), på plads, hvilket givetvis styrker moralen på det danske mandskab ganske gevaldigt. Ét sekund fra førertrøjen Endnu er Fränk Schleck dog ikke i besiddelse af den førertrøje, som han hyldedes i, da opgaven på hjemmebane var tilendebragt sidste år. Hans ledsager i det afgørende fremstød, den 31-årige Matteo Carrara var nemlig en anelse bedre placeret end Team Saxo Banks Tour-trumf inden etapen, og det betyder, at italieneren i det samlede klassement nu har et forspring på ét sekund til Schleck, mens Lance Armstrong følger på tredjepladsen med et minus på 30 sekunder. Armstrong i mål i forfølgergruppe Den 38-årige amerikaner kom til mål i en lille forfølgergruppe, der desuden bestod af spanieren Juan Antonio Flecha (Sky), russeren Sergej Ivanov (Katusha), belgieren Björn Leukemans (Vacansoleil) og franskmanden Alexandre Geniez (Skil-Shimano). I spurten opstod der et minimalt hul i denne kvintet, så Flecha og Ivanov registreredes som 35 sekunder efter Schleck, mens de tre andre med Armstrong på sjettepladsen fik lagt yderligere et sekund til tiden. Har været godt kørende hele sæsonen »Fränk har faktisk været rigtigt godt kørende hele sæsonen, men det er da af stor betydning, at han nu også beviser det med en sejr«, siger Team Saxo Banks sportsdirektør Kim Andersen. »Det var på stigningen Col de l’Europe, som rytterne i afslutningen skulle over tre gange, Fränk forcerede så kraftigt ved den anden passage, at feltet blev kraftigt splittet«. Nu skal Vacansoleil forsvare førertrøjen »På toppen med 15 km til mål kørte Carrara kontra, Fränk gik med, og ingen kunne følge de to, og jeg synes, det vidner om høj klasse, at de var i stand til at holde hjem med over et halvt minut til så stærke ryttere som Armstrong og Co.«. »Egentlig passer det meget godt, at Fränk ikke også fik førertrøjen, for vi har ikke holdet til at forsvare den. I dag var vi overhovedet ikke fremme for at tage føringer, da det lange udbrud skulle køres ind. Det overlod vi til andre, og i morgen bliver det også Vacansoleils opgave at kontrollere etapen. Så må vi se, om Fränk til sidst kan overrumple Carrara«. Armstrong står stadig på spring Med den aggressivitet Lance Armstrong lægger for dagen i Luxembourg Rundt, forekommer det langt fra givet, at han har opgivet håbet om at klatre op til det højeste trin på podiet og gentage den samlede sejr fra 1998. »Jeg synes, jeg havde gode ben i dag, men det var en hård etape, og jeg vil da sige tillykke til Fränk Schleck og Matteo Carrara med en flot præstation«, melder Lance Armstrong via twitter.com, hvor han også giver udtryk for uforbeholden begejstring over ved målstregen at være blevet modtaget af sin kæreste Anna Hansen, deres fælles søn Max, som fylder et år i dag, samt sine tre andre børn Luke, Bella og Grace. Team RadioShack mistede to mand Armstrongs videre muligheder i løbet svækkes af, at Team RadioShack nu – ligesom Team Saxo Bank har været det lige fra starten – er reduceret rent mandskabsmæssigt. Både sydafrikaneren Daryl Impey og newzealænderen kom nemlig i mål udenfor tidsgrænsen. Saxo Banks sejr nr. 17 For Team Saxo Bank var det sæsonens sejr nr. 17 og den anden indenfor seks dage, efter at svenskeren Gustav Larsson satte så forrygende et punktum på enkeltstarten i Giro d’Italia. Kun Brian Holms HTC-Columbia og Giroens italienske succesmandskab Liquigas har med henholdsvis 26 og 25 førstepladser vundet mere end Bjarne Riis’ tropper.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Jeg har aldrig oplevet noget lignende
-
Radikal profil er kæmpe fan af Enhedslisten: »Du er det klogeste menneske, jeg har mødt i dansk politik«
-
Klarlund til læser: Lad mig slå det helt fast én gang for alle. Det er en myte
-
Putin får et nyt problem: Han står over for en international særdomstol og et enormt krav om erstatning
-
Efter henkastet bemærkning kører debatten endnu en gang om en tredje Trump-periode
-
En hundrede år gammel skattemodel kan løse boligkrisen i Danmark – hvis vi tør
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Victor Mayland Nielsen




























