Gigantisk succes for Riis' tropper i Schweiz

fränk. Storebror Schleck satte Lance Armstrong til vægs i Schweiz.
fränk. Storebror Schleck satte Lance Armstrong til vægs i Schweiz.
Lyt til artiklen

I en nervepirrende finale på årets Tour de Suisse præsterede en af Bjarne Riis’ kommende Tour de France-kaptajner Fränk Schleck sit livs enkeltstart, og selv om det kun indbragte den 30-årige luxembourger en 13. plads på etapen, var det tilstrækkeligt til at sikre ham den samlede sejr i det ni dage lange schweiziske arrangement. Fränk Schleck sluttede 12 sekunder foran den amerikanske superstjerne Lance Armstrong (RadioShack), og succesen for Team Saxo Bank fuldendtes, da det danske stortalent Jakob Fuglsang erobrede den sidste podieplads 17 sekunder efter holdkammeraten. Cancellara slået af Tony Martin Jubeloplevelsen for det danske mandskab kunne være blevet tilført yderligere en dimension, hvis den schweiziske verdensmester i tempodisciplinen havde levet op til favoritværdigheden på den 26,9 km enkeltstart i Liestal. Men efter at have ført konkurrencen i knap en time måtte Cancellara se sig henvist til andenpladsen af tyskeren Tony Martin (HTC-Columbia), der i 32.21 minutter besejrede schweizeren med 17 sekunder, mens amerikaneren David Zabriskie (Garmin) blev nr. 3 yderligere 12 sekunder bagude. Ingen af disse formåede dog at blande sig i kampen om den samlede sejr, hvor det store spørgsmål var, om den 24-årige hollænder, Robert Gesink (Rabobank), der havde overtaget den gule førertrøje fra Tony Martin på kongeetapen i torsdags, ville kunne overgå sig selv i opgøret mod uret, som aldrig har været hans speciale. Fuglsang midlertidigt i spidsen Jakob Fuglsang udgjorde den første reelle trussel mod Gesink, da han krydsede målstregen i 33.13 minutter – en tid der rakte til syvendepladsen på etapen – og midlertidigt lagde sig i spidsen for det samlede klassement. Kort efter måtte den 25-årige dansker se sig passeret af Lance Armstrong, selv om denne var 17 sekunder langsommere på enkeltstarten. Men amerikaneren nød godt af det forspring på 22 sekunder, han havde til danskeren inden etapen. Schelck nr. 13 på enkeltstarten Fränk Schleck, der indtog fjerdepladsen før temporæset, har ofte måttet se sine muligheder for en samlet topplacering i et etapeløb gå tabt, netop fordi han har sat alt for meget tid til på enkeltstarterne. Men i dag fightede luxembourgeren ekstremt hårdt for sin chance, og det belønnedes. Han gennemførte som nr. 13 distancen fem sekunder langsommere end Lance Armstrong, men havde på forhånd et forspring på 17 sekunder til amerikaneren, og dermed overtog han tronen fra amerikaneren. Gesink dumpede ned på femtepladsen Mens mellemtiderne for colombianeren Rigoberto Uran (Caisse d’Epargne) og schweizeren Steve Morabito (BMC), der gik til opgaven som henholdsvis nr. 2 og 3, indikerede, at de ikke ville få mulighed for at tage del i podiestriden, samlede interessen sig om, hvorvidt Robert Gesink ville formå at holde stand. Men i modsætning til eksempelvis Fränk Schleck, der på det nærmeste overgik sig selv, skete det modsatte for indehaveren af den gule førertrøje. Da Gesink krydsede målstregen, viste uret nemlig et minus på 2.19 minutter til Tony Martin, hvilket kun rakte til en etapeplacering som nr. 40. Og i slutstillingen dumpede hollænderen ned på femtepladsen efter Schleck, Armstrong, Fuglsang og Morabito. Trimmet til Tour de France For Fränk Schleck, der vandt 3. etape i Tour de Suisse og tidligere på måneden ligeledes en etape i hjemlandets rundtur, understregen resultatet, at han er trimmet til Tour de France, hvor han sammen med lillebror Andy skal udfordre favoritten til den samlede sejr, sidste års spanske triumfator Alberto Contador (Astana). Jakob Fuglsangs placering som nr. 3 sender særdeles positive signaler også om hans muligheder for at indgå som en vigtig brik i Team Saxo Banks Tour-satsning. Og på længere sigt åbnes der spændende perspektiver for den unge danskernes jagt på personlig succes i de allerstørste begivenheder. Team Saxo Bank fik Gustav Larsson og Andy Schleck ind som henholdsvis nr. 11 og 14 i slutklassementet, og det danske mandskab sluttede som klar nr. 1 i holdkonkurrencen. Armstrong ikke så skarp som tidligere Lance Armstrong fik ligeledes vist, at han nok skal være klar, når Tour-strabadserne indledes. Men amerikaneren fik også ret i sin egen forudsigelse om, at han ikke er helt så skarp på enkeltstarterne som i storhedstiden. Cancellara førte i en time Fabian Cancellara, der var tillagt store chancer for at slutte sin indsats i Tour de Suisse som den begyndte – med en enkeltstartsgevinst – måtte altså se dette mål glippe. Efter at have tabt en del tid på de foregående etaper var Cancellara dumpet ned som nr. 61 sammenlagt inden enkeltstarten med et minus på 34.29 minutter til Gesink. Det betød, at schweizeren blev sendt af sted som nr. 62 af de 122 tilbageværende deltagere og med sin tid på 32.38 overtrumfede han klart den indtil da førende, den italienske eksverdensmester Alessandro Ballan (BMC), der var noteret for 33.41. Kort efter Cancellara startede den amerikanske tempospecialist David Zabriskie (Garmin), og han havde tydeligvis også sparet kræfter til denne opgave. Han måtte dog med 32.50 minutter være tæt på at matche Cancellara, der til gengæld efter en lille time som konkurrencens førstemand måtte se sig slået af Tony Martin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her