Stort set med det samme, rytterne blev sluppet løs på dagens 187,1 km lange 7. etape fra Murcia til Orihuela etableredes det udbrud, som kom til at præge det meste af dagen. Dermed fulgtes drejebogen fra de foregående døgn i Vuelta a Espana – også på den måde, at offensiven atter bestod af fire ryttere. Første dansker i udbrud Den store forskel var imidlertid, at der for første gang i årets spanske cykelrundtur var en dansker med i front. 27-årige Martin Pedersen (Footon-Servetto) kastede sig nemlig ud i eventyret sammen med argentineren Jorge Montenegro (Andalucia), tyskeren Dominik Roels (Milram) og russeren Vladimir Isajtjev (Xacobeo Galicia). Også i dette tilfælde måtte det dristige forsøg på forhånd betragtes som så godt som håbløst, eftersom etapen så decideret appellerede til sprinterne. Fik hurtigt forspring på 10 minutter Det hindrede imidlertid ikke kvartetten i at kæmpe heroisk for den minimale chance, der trods alt altid er i den slags situationer. De fire oparbejdede hurtigt et forspring på omkring 10 minutter, men så indtog Lampre (Alessandro Petacchi), HTC-Columbia (Mark Cavendish) og Garmin (Tyler Farrar) positionerne i front og sørgede for, at afstanden blev holdt under kontrol.
LÆS ARTIKEL Veteran i Vuelta-jubel, mens dopingsag truer
FDJ også med i jagten
Siden sluttede også FDJ (Yauheni Hutarovitj) sig til forfølgelsen i feltet, og dermed var det klart signaleret, at der skulle ske en helt ekstraordinær udvikling, hvis lykkeridderne skulle have held med deres forehavende.
På toppen af dagens eneste stigning Hondón de los Frailes med 60 km til mål var forspringet reduceret til 3.48 minutter.
Først fem km fra mål opgav de fire imidlertid at stritte imod, og dermed var vejen banet for sprinterne
I søgelyset på anden vis forleden
Forleden var Martin Pedersen kortvarigt i søgelyset, men på en lidt anden manér, idet tv-kameraerne indfangede, hvordan han nærmest var ved at gå i stå på en stigning. Det helt store sammenbrud indtraf dog aldrig, og danskeren klarede sig pænt i mål.
Det samme var tilfældet i dag, selv om han meget naturligt dumpede ned gemmen feltet, da han først var blevet hentet. Martin Pedersen sluttede som en af de sidste på etapen 3.20 minutter efter den sejrende Alessandro Petacchi.
Dobbelt dansk U23-mester
Martin Pedersen, der kørte for Team CSC i 2006 og 2007 og er tidligere dobbelt dansk mester i U23-kategorien – 2002 og 2004 – sikrede sig kontrakt med Footon-Servetto i denne sæson efter at have opnået en stribe fine resultater sidste år for Team Capinordic med fire sejre i mindre løb på den internationale terminsliste som højdepunkterne.
Han var også med i årets Giro d’Italia, som han imidlertid måtte forlade på 11. etape, og i det hele taget havde han det vanskeligt i den indledende fase af sæsonen.
I Polen Rundt demonstrerede Martin Pedersen imidlertid med en samlet 16. plads, at han var tilbage på ret kurs, og det skaffede ham en plads i Footon-Servettos Vuelta-trup.




























