Lidt over en måned efter, at chefen for Team Saxo Bank Bjarne Riis sendte sin Tour de France stjerne Andy Schleck hjem fra Vuelta a Espana, fordi den 25-årige luxembourger havde været på en sen bytur, indleder de to nu deres sidste store fælles satsning.
LÆS OGSÅ Riis smider Andy Schleck hjem fra Vueltaen
Mens storebror Fränk satte punktum for sæsonen med deltagelsen i VM, har Andy Schleck endnu fire opgaver i Italien startende med Giro dell’Emilia i dag og kulminerende med årets sidste klassiker Giro di Lombardia på lørdag.
Og i dette italienske felttog følger Bjarne Riis selv rytterne på nærmeste hold, idet han varetager jobbet som sportsdirektør.
Usikker på formen
Andy Schleck – nr. 2 i årets Tour og mulig vinder, hvis Alberto Contador med en eventuel karantæne ikke formår at leve op til den tiltænkte rolle som Riis’ nye topnavn i den kommende sæson – har ikke været i konkurrence, siden bossen bad ham pakke kufferten og forlade Vueltaen 7. september inden 10. etape på grund af den natlige udflugt sammen med australieren Stuart O’Grady.
»Jeg prøver at yde en 100 procents indsats, men jeg aner ikke, hvordan min form er«, lyder meldingen fra Andy Schleck på twitter.com inden dagens 195,5 km lange styrkeprøve med start og mål i Bologna.
Fuglsang trimmet til opgaverne
Hos en anden af forgrundsfigurerne i den meget stærke Saxo Bank-trup, der foruden Giro dell’Emilia og Giro di Lombardia også medvirke i Grand Prix Beghelli i morgen og Giro del Piemonte på torsdag, hersker der til gengæld ingen tvivl om det aktuelle formniveau.
Den tredobbelte vinder af Post Danmark Rundt, Jakob Fuglsang, demonstrerede med en samlet tredjeplads i etapeløbet Franco-Belge, som sluttede i søndags, og en andenplads i tirsdagens Memorial Frank Vandenbroucke, at han i allerhøjeste grad er trimmet til at tage en flot afsked med Team Saxo Bank, inden han drager med Schleck-brødrene til det ny luxembourgske mandskab styret af Brian Nygaard og Kim Andersen.
Ser frem til dagens udfordring
»Det tegner lovende for indsatsen i Giro dell’Emilia. Jeg ser frem til det løb«, konstaterede Fuglsang i kølvandet på de fine resultater i Belgien.
Og den 25-årige dansker har da også særdeles gode minder fra den traditionsrige italienske udfordring – det er den 93. udgave, der står på programmet i dag – idet han sidste år kun blev slået af hollænderen Robert Gesink (Rabobank), da de to kom til mål sammen med svenskeren Thomas Löfkvist (HTC-Columbia).
Stærk Saxo Bank-trup
Foruden Fuglsang og Andy Schleck stiller Team Saxo Bank med to af de danske VM-deltagere, der leverede så flot en præstation i Australien, Chris Anker Sørensen og Anders Lund, australieren Richie Porte, svenskeren Gustav Larsson, luxembourgeren Laurent Didier og danskeren André Steensen.
Dansk optræden er det også hos Quick Step i skikkelse af Thomas Vedel Kvist.
Giro dell’Emilia har deltagelse af 24 firmahold, hvoraf halvdelen kommer fra ProTouren. Fra sidste års top 10 deltager ud over Gesink og Fuglsang også nr. 7 russeren Alexandre Kolobnev (Katusha) samt nr. 8 Chris Anker Sørensen, der sluttede 43 sekunder efter holdkammeraten.




























