Siden Floyd Landis afsløredes som dopingsynder umiddelbart efter at være blevet hyldet som vinder af Tour de France 2006 har det været småt med beretninger om sportslige bedrifter fra den nu 35-årige amerikaners side. Men få dage efter, at det fra Frankrig endnu engang præciseredes, at Landis vil blive retsforfulgt for at have hacket sig ind i den franske antidopingorganisations computersystem, kommer nu en melding fra New Zealand, der klart vidner om, at amerikanerens kvaliteter som cykelrytter ikke ganske er gået tabt i de turbulente år, som fulgte i kølvandet på Tour-skandalen.
LÆS OGSÅ Landis skal forklare hacking i dopingsag
Roulston vandt for fjerde gang
Floyd Landis har nemlig gennemført det seks dage og ni etaper lange Tour of Southland på en sammenlagt fjerdeplads 3.12 minutter efter den sejrende hjemmebanefavorit Hayden Roulston, der strøg til tops i løbet for fjerde gang.
Tour of Southland er ikke opført på den internationale terminsliste, og de deltagende ryttere repræsenterede ikke deres vante firmahold, men stillede op på mandskaber sammensat til lejligheden. Det ændrer dog ikke på, at der var tale om en særdeles krævende udfordring, som strakte sig over i alt knap 900 km.
Landis hurtigst på enkeltstart i Tour of Bahamas
Floyd Landis havde i slutningen af januar 2009 udstået den karantæne, som han med alle midler, men uden held søgte at få omstødt. Han vendte tilbage på den internationale scene i Tour of California, hvor han kørte for OUCH-mandskabet, men formåede ikke at hævde sig blandt de bedste.
I år har han været tilknyttet et andet, mindre amerikansk hold, Bahati Foundation, og han sejrede i januar på den korte, indledende enkeltstart i Tour of Bahamas.
Forbindelsen til Bahati Foundation blev imidlertid brat afbrudt, da Landis i maj pludselig foretog en gevaldig kovending i hele dopingsagen ved at erklære sig skyldig i alle anklager.
Har vedligeholdt formen trods dopingsagerne
Samtidig startede han sit felttog mod sin tidligere arbejdsgiver US Postal og dettes ledende skikkelser manager Johan Bruyneel og superstjernen Lance Armstrong, som han beskyldte for at have være involveret i systematisk doping.
Den affære efterforskes nu af de amerikanske forbundsmyndigheder, men åbenbart har Landis ikke været mere optaget af den, end at han har kunnet vedligeholde formen.
Amerikaneren satte sig tidligt på den samlede fjerdeplads i Tour of Southland, og selv om han tidsmæssigt sakkede lidt agterud, beholdt han positionen. Det var en klar forbedring i forhold til sidste år, da han sluttede som nr. 17 med et minus på 16 minutter.
Slog til i 11. time
29-årige Hayden Roulston, der til daglig kører for Team HTC-Columbia, gjorde sig for tre måneder siden bemærket på de danske landeveje, da han vandt finaleetapen i Post Danmark Rundt, som afvikledes på næste sæsons VM-rute.
I Tour of Southland sikrede Roulston sig sejren på sidstedagen, der bød på to etaper. Han vandt den første af disse og scorede dermed tilstrækkeligt mange bonussekunder til at støde landsmanden, den newzealandske mester Jack Bauer, fra tronen.
Bauer, der hører hjemme på det belgiske Qin-mandskab, måtte sammenlagt se sig slået med to sekunder, da Greg Henderson (Sky), som ved denne lejlighed var holdkammerat med Roulston, vandt sidste etape og dermed holdt Bauer væk fra bonussen.
Nr. 3 i løbet blev Jeremy Yates (Endura Racing) med et minus på 1.34 minut.




























