Tre stole stod tomme i det imponerende sports- og kongrespalads Coque i Luxembourg, da Team Leopard-Treks ryttere i dag præsenteredes af det ny storholds danske chefer, direktøren Brian Nygaard og den sportslige leder Kim Andersen. De to australiere Stuart O’Grady og William Clarke var blevet hjemme i fædrelandet, hvor de om et par dage får selskab af fem holdkammerater til premieren i Tour Down Under fra 18. til 23 januar, og den tyske veteran Jens Voigt var optaget af et presserende familieanliggende, idet han står lige foran at skulle være far for sjette gang. Økonomi til fire år, men planerne rækker længere Men de resterende 22 formåede rigeligt at overbevise om, at international cykelsport har fået en ny markant magtfaktor, som adskillige år ud i fremtiden vil være med til at præge den globale scene. »Foreløbig har vi det økonomiske grundlag til at køre i fire år, men dette projekt rækker væsentligt længere«, fastslog Brian Nygaard.
LÆS ARTIKEL To danskere på spring til Schleckbrødrenes Tour-felttog
Og selv om to af truppens superstjerner, brødrene Andy og Fränk Schleck, stiler mod et så altoverskyggende og forholdsvis nærliggende mål som succes i Tour de France i den kommende sæson, skuer de også videre.
Vil slutte karrieren på Team Leopard-Trek
»Jeg er ung endnu, men jeg forudser da, at jeg nu har fundet det hold, hvor jeg skal slutte min karriere. Og det sker i hvert fald ikke, når de første fire år er gået. Til den tid er jeg kun 29 og forhåbentlig på toppen af min ydeevne, så jeg er parat til at fortsætte i disse omgivelser længe endnu«. siger Andy Schleck.
»Jeg er jo fem år ældre end Andy, så for mig er tidshorisonten en anden. Men også jeg er sikker på, at jeg i denne trup har fået mit endelige ståsted«, understreger Fränk Schleck, som absolut ikke har opgivet drømmen om at vinde Tour de France, selv om lillebroren umiddelbart synes at være familiens mest oplagte kandidat til den triumf.
Klar til at ofre sig for hinanden
»Jeg blev sat ud af spillet sidste år på grund af et styrt, men jeg tror stadig på, at jeg kan slutte øverst på Tour-podiet. Og jeg ser det ikke som noget handikap, at Andy og jeg stræber efter det samme. Vi er så tæt på hinanden, at den ene er helt parat til at ofre sig, hvis det er til den andens bedste«.
Samme toner anslår Andy Schleck, men han lægger dog ikke skjul på, at han anser sig selv som den mest oplagte favorit til at vinde årets Tour de France.
»Uanset om Alberto Contador stiller op eller ej, er jeg det bedste bud på sejren. Efter andenpladserne føler jeg mig klar til at stryge helt til tops«, konstaterer Andy Schleck.


























