Med en ny fornem styrkedemonstration af Alberto Contador (Astana) på den sidste store bjergetape i årets Vuelta a Espana understregedes det, at cykelrundturen på den iberiske halvø har fundet sin vinder, selv om der endnu resterer syv dage af løbet.
For anden dag i træk kunne den 25-årige spanier krydse målstregen uden at være truet, efter at have ladt de sidste konkurrenter bag sig med 1200 m tilbage af den 158,4 km lange 14. etape fra Oviedo til skisportsstedet Fuentes de Invierno i 1.470 meters højde.




























