Når Michael Rasmussen i dag sætter sig i sadlen til den 5,8 km lange prolog i det kroatiske etapeløb Istrian Spring Trophy, er det næsten et år siden, han senest var ude i en kappestrid med ranglistepoint på spil. 1. april 2010 år udgik den tidligere danske Tour de France-stjerne af Settimana Lombarda, og et par uger senere ophævedes aftalen med det italienske Miche-mandskab, hvor den exceptionelle klatrespecialist søgte at få fodfæste på den internationale cykelscene, efter at han det foregående efterår havde været på en vellykket gæsteoptræden hos et mexicansk hold. Glæder sig til at komme i gang Efter hektiske måneder med at få alt på plads er tiden så inde til endnu en ny start, når Christina Watches-Onfone - kollektivet der med urdesigneren Christina Hembo som initiativtager specielt er konstrueret med henblik på at genskabe Michael Rasmussens karriere - skal ud i sin første konkurrence i det fire dage lange arrangement i Kroatien. »Jeg glæder mig enormt til at komme i gang og er spændt, som om det var min første skoledag, der venter lige forude«, fortæller Michael Rasmussen fra Kroatien. »Personlig føler jeg mig godt kørende, og løbet skulle ligge meget godt til mig. Prologen går nedad den første halvdel af distancen, hvorefter det stiger mod mål. De to næste etaper slutter opad, mens den sidste nok mest er til sprinterne«. Har sjældent lavet toppræstationer i marts »Jeg er meget opsat på at få fastslået, hvor jeg egentlig står, men jeg ved jo godt, at jeg meget sjældent har været helt på toppen allerede i marts. Og med tanke på, at der er omkring 200 ryttere til start, er det nok en god idé ikke at sætte forventningerne alt for højt«. »Vi har imidlertid haft en rigtig vellykket træningslejr på knap to uger i Italien op til dette løb, og det er indsatsen i denne, som har dannet grundlaget for udtagelsen af truppen«. Spændende at få fastslået niveauet »Mindst ligeså vigtigt, det er for mig, at finde ud af mit eget aktuelle niveau, er det, at jeg får set, hvad de andre på holdet egentlig kan«. »Jeg er meget fortrøstningsfuld på baggrund af den netop overståede samling. Men også fordi René Jørgensen og Michael Reihs, der jo er særdeles rutinerede, når det gælder løb af den kategori, som vi nu skal til at køre, forsikrer mig om, at vi kan hævde os«. Istrian Spring Trophy hører på den internationale terminsliste hjemme i den såkaldte kategori 2.2, hvilket er den fjerde og laveste i hierarkiet. Løbet afvikles for ottende gang og vandtes sidste år af sloveneren Robert Vrecer (Perutninan). Det er traditionelt et forberedelsesløb for talrige af de mindre europæiske mandskaber, og den forestående udgave er ingen undtagelse. Vandt sit første løb i Kroatien Christina Watches-Onfone stiller foruden Michael Rasmussen, René Jørgensen og Michael Reihs med Kristian Sobota og Marc Hester samt en af holdets helt unge ryttere, 20-årige Martin Lind. »Både Daniel Vestergaard og Mads Moltke Steen pressede sig på til den sidste plads på holdet, men vi valgte Martin, fordi vi meget gerne vil se, hvordan han klarer sig på stigningerne, når det er alvor. Han gjorde nemlig et særdeles lovende indtryk i træningslejren«, fastslår Michael Rasmussen, der pudsigt nok vandt sit første internationale landevejsløb i Kroatien, mens han endnu lagde hovedvægten på mountainbike. Yderligere to danske hold med Istrian Spring Trophy har i øvrigt talstærk dansk deltagelse, idet både Glud & Marstrand-LRØ og Team Concordia - de to hold, der allerede er udtaget til Post Danmark Rundt, mens Christian Watches-Onfone som bekendt dyster med Team Energi Fyn om den sidste plads - er til start.
Michael Rasmussen får skrap modstand på hjemmebane Team Concordia deltog for øvrigt i søndags i det kroatiske endags løb Porec Trophy med 175 ryttere til start, og her blev Sebastian Lander nr. 8 og Nikola Aistrup nr. 11.


























