Giro-drama af den mere behagelige slags

Lyt til artiklen

I en massespurt så udmarvende, at de mest fremtrædende aktører måtte ned at sidde på asfalten for at sunde sig umiddelbart efter at have passeret målstregen, overtrumfede spanieren Francisco Ventoso (Movistar) på de sidste meter af den 216 km lange 6. etape i Giro d’Italia fra Orvieto til Fiuggi den italienske sprinterkonge Alessandro Petacchi (Lampre). Det så ellers ud til, at 37-årige Petacchi skulle have held til at fange sin otte år yngre modstander, men med 25 meter tilbage måtte italieneren simpelthen holde op med at træde, fordi mælkesyren på den let stigende opløbsstrækning havde tappet ham for de sidste kræfter. Contador stadig nr. 9 sammenlagt Den spansk-italienske duel foregik i spidsen for en gruppe på 86 ryttere, hvor ligeledes indehaveren af den rosa førertrøje, hollænderen Pieter Weening (Rabobank) befandt sig. Det samme gjorde hans to nærmeste konkurrenter i klassementet, HTC-Highroad duoen Marco Pinotti og Kanstantin Sivtsov, og de er dermed stadig to sekunder efter hollænderen med den lille forskel, at de har byttet plads, så Sivtsov nu er nr. 2.

LÆS OGSÅ Vulkanen Etna truer Giro d’Italia

Også Saxo Bank-SunGards Alberto Contador var at finde i dette selskab, og han ligger fortsat nr. 9 sammenlagt med et minus på 30 sekunder. Femte sejr i denne sæson For Francisco Ventoso var der tale om sæsonens femte sejr, idet han tidligere har vundet to etaper i Vuelta a Castilla y Leon, en i Ruta del Sol og en i Tour Down Under, og i det hele taget har spanieren i flere år hørt til de absolut hurtigste i den internationale cykelkaravane. Ventoso debuterede som professionel i 2004 på Saunier Duval, og han vandt omgående en etape i Tour of Qatar. Pustede nyt liv i karrieren i Italien Efter 2007 var der ingen kontrakt til ham på de store mandskaber. Han forsøgte sig først på Andalucia, blev ved med at vinde, og det gav ham job på det mindre italienske Carmiooro, hvor han for alvor fyrede op under sin personlige succes. I 2009 og 2010 blev det til i alt 13 gevinster, og dermed var vejen banet til ansættelse på hjemlandet storhold Movistar – det tidligere Caisse d’Epargne. Til en lyksalig afveksling var det kun det sportslige drama, som prægede dagens styrkeprøve, og det koncentreredes om selve slutfasen, hvor belgieren Kristoff Vandewalle (Quick Step) efter at have været i udbrud i cirka 205 km blev hentet med 1.500 meter tilbage.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her