Affæren med den kasakhiske professionelle cykelrytter Valentin Iglinskiy, der blev stoppet af fransk politi på en motorvej efter at have kørt med 203 km/t på et sted, hvor den højeste tilladte hastighed var 110, har naturligt nok fremkaldt en reaktion fra arbejdsgiveren Astana. I en pressemeddelelse erkendes de faktiske forhold omkring fartoverskridelsen og ligeledes den kendsgerning, at Iglinskiy havde for meget alkohol i blodet.
LÆS OGSÅ Sprut, kokain og 203 km/t koster rytter dyrt
Derimod afviser Astana blankt, at rytteren også har gjort sig skyldig i kokainmisbrug.
Kom ikke fra fest hos Vinokourov
»Der blev foretaget en narkotest, men den var negativ«, hedder det i erklæringen fra holdet.
»Valintin Iglinskiy vil gerne undskylde overfor offentligheden, at han har kørt for stærkt og med en for høj spirituspromille, men han nægter på det kraftigste, at han har taget kokain«.
»Desuden er oplysningen om, at han skulle være kommet direkte fra en fest hos Alexandre Vinokourov fejlagtig«.
»Den internationale cykelunion, UCI, har efter episoden aflagt besøg hos Valentin Iglinskiy for at foretage en dopingprøve, men resultat af den kendes endnu ikke«, fastslår Astana.




























