For anden gang i karrieren hyldedes Jakob Fuglsang (Leopard Trek) som sejrherre på kongeetapen i Post Danmark Rundt, men i modsætning til den første i 2009 fulgte der ingen gul førertrøje med, da den 26-årige tredobbelte vinder af den nationale rundtur krydsede stregen på Koldingvej i Vejle to sekunder foran australieren Simon Gerrans (Sky) og med yderligere ni ned til sin italienske holdkammerat Daniele Bennati. Det betød, at Gerrans overtog den gule førertrøje fra den danske VM-sølvvinder Matti Breschel (Rabobank), der kom i mål som nr. 8 umiddelbart efter Saxo Bank-SunGards Michael Mørkøv i en lille gruppe på 14 ryttere, som noteredes for et minus på 13 sekunder. Ny førstemand med begrænsede tempoevner Den 31-årige australier, der har vundet etaper i både Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a Espana, har i klassementet fire sekunder ned til Breschel, otte til Bennati og ni til Mørkøv, inden løbet i morgen formiddag suser videre med 112 km fra Sorø til Frederiksværk, mens det meste sandsynligvis sættes på plads om aftenen i det 13,2 km lange temporidt i Helsingør. »Jeg nyder min samlede førsteplads, og jeg vil kæmpe for at bevare den løbet ud, men jeg vil også godt erkende, at enkeltstart ikke er mit speciale«, fastslår Simon Gerrans. Kaotisk indslag i finalen Finalen formede sig på et tidspunkt kaotisk, da rytterne blev bremset af en række servicevogne og organisationsbiler ved foden af den stejle, 350 meter lange stigning på Kiddesvej, hvor flere tusinde tilskuere skabte en nærmest l’Alpe d’Huez-agtig stemning. Der blev banket hidsigt på bilerne, men det lykkedes dog forholdsvis hurtigt at få ryddet vejen igen, og situationen fik ikke afgørende indflydelse på udfaldet af etapen. Oprejsning efter skuffelse Jakob Fuglsang tog sagen i egne ben på den næstsidste af de tre omgange på den 5,6 km lange rundstrækning i Vejle og distancerede hurtigt rivalerne, der ikke siden formåede at true danskeren. For Jakob Fuglsang var der tale om sæsonens første triumf, og den var yderst kærkommen efter skuffelsen på 1. etape, da han satte over halvandet minut til i sidevinden i den afsluttende fase frem mod målet i Esbjerg. Det minus indebærer, at han nu som nr. 24 er 1.26 minut efter Gerrans, mens han har 1.18 og 1.17 minut op til henholdsvis Bennati og Mørkøv, der med tanke på enkeltstarten synes at have de største muligheder i det samlede klassement. Vil ikke spilde energi på at ærgre sig »Jeg er rigtig glad for min sejr og gider ikke bruge energi på at ærgre mig over, at jeg satte så meget tid til på 1. etape«, siger Jakob Fuglsang. »Jeg synes, at jeg både i går og i dag beviste, at jeg er feltets stærkeste rytter, og det kan jeg sagtens tage med mig som et positivt element til opgaverne senere på sæsonen«. Michael Rasmussen stred forgæves Etapen udviklede sig ikke ganske til det ventede bråvallaslag mellem favoritterne, og alle var tilsyneladende bange for at spille for tidligt ud. Michael Rasmussen (Christina Watches-Onfone) forsøgte at svare igen, da først Fuglsang havde åbnet ballet, men heller ikke klatrespecialisten formåede at stille noget op og sluttede i samme gruppe som Breschel og Mørkøv.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
To radikale ministre går på orlov fra Folketinget
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
Er det en joke?
-
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Guide
Klumme af Kim Skotte
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























