Karantæne på livstid og en straffesag hænger nu som alvorlige trusler over hovedet på den italienske, forhenværende cykelstjerne Riccardo Riccó, efter at anklagemyndigheden i Modena har afsluttet efterforskningen i forbindelse med den akutte hospitalsindlæggelse med bl.a. nyresvigt, som Riccò kom ud for 6. februar i år. Konklusionen på den knap syv måneder lange undersøgelse lyder ifølge avisen La Gazzetta delle Sport på, at årsagen til de pludseligt opståede helbredsproblemer var en transfusion med dårligt opbevaret blod, som Riccó selv skulle have foretaget. Nægter at have foretaget sig noget ulovligt Dokumenterne er nu overgivet til antidopinginstansen i det italienske olympiske komité, Coni, ligesom det overvejes, om der skal rejses sigtelse efter straffeloven mod den 28-årige italiener.
LÆS OGSÅ Dopingmistænkt bjergkonge er suspenderet før comeback
I sportslig sammenhæng risikerer Riccò udelukkelse på livstid, hvis Coni slår fast, at han har overtrådt antidopinglovgivningen for anden gang.
Ifølge den læge, som tog imod Riccò på hospitalet i Parvulli, forklarede den tidligere bjergkonge ved den lejlighed, at han havde udført en blodtransfusion på sig selv.
Efter at være blevet rask, har Riccò dog nægtet, at han nogen sinde skulle have udtalt sig på den måde.
Har forgæves søgt efter medskyldig
Nu har efterforskningen imidlertid ifølge anklagemyndigheden fastslået, at kun en mislykket transfusion – blodet skulle være opbevaret uforsvarligt i et køleskab i 25 dage – kan have fremkaldt de sygdomme, nyresvigt og en alvorlig infektion, som Riccò blev ramt af.
Et uopklaret punkt i sagen er, om Riccò har fået hjælp til at udføre transfusionen. Eksperterne hævder, at han umuligt har kunnet handle på egen hånd, men det er ikke lykkedes at skaffe bevis for det modsatte.
Vendte tilbage sidste forår
Riccardo Riccò, der vendte tilbage sidste forår efter 20 måneders karantæne som følge af sin dopingforseelse under Tour de France i 2008, debuterede i september på det hollandske Vacansoleil-mandskab.
Han blev fyret, kort efter at transfusionsaffæren afsløredes, men det varede ikke længe, før han fik ansættelse på et mindre italiensk hold.
Umiddelbart inden han skulle have sin første start for dette, skred det italienske cykelforbund imidlertid ind og suspenderede Riccò af helbredsmæssige grunde, så han har slet ikke været i aktion i denne sæson.




























