Festen er forbi. Der er viftet med det sidste flag, der er ikke flere popcorn, fadølspumperne er kørt væk. VM i landevejscykling er overstået – den store begivenhed er blevet transformeret til historie. Som cykelsportens femte verdensmesterskab i Danmark efter 1921, 1937, 1949 og 1956.
I dag går 2011-VM-bagmanden Jesper Worre, direktør i Danmarks Cykle Union, og hans hærskare af frivillige hjælpere i gang med at pakke VM ned. Noget skal gemmes, pakkes sammen og senere genbruges, noget skal smides ud og køres væk; det er et større oprydningsarbejde, den mere kedelige del i kølvandet på de festlige dage med topsport.
LÆS OGSÅ Nicki Sørensen: Bedre stemning end til Tour de France
»Der er stadig en masse personer i sving med at afslutte begivenheden«, fortæller Jesper Worre – som lader begejstringen over et velgennemført landevejs-VM overskygge trætheden og alle de spekulationer, der har været undervejs i VM-ugen i København og Rudersdal.
Vi har kørt efter budgettet, så vi har helt styr på vores udgifter. Men indtægterne kender vi ikke endnu.
»Vi har kørt efter budgettet«
Og efter den fysiske oprydning følger, oplyser direktøren, en lang periode med økonomisk opfølgning på VM-dagene.
»Vi har kørt efter budgettet, så vi har helt styr på vores udgifter. Men indtægterne kender vi ikke endnu. Vi aner ikke, hvilken omsætning der er blevet udløst af de mange, mange tilskuere, eksempelvis de 250.000, som fulgte søndagens professionelle løb. Som arrangører er vi med på en procentdeling på det salg, der har fundet sted i boderne inden for afspærringen af VM-ruten, og vi er naturligvis spændte på, hvad det resulterer i«, lyder det fra Jesper Worre.
Cykelbosser giver topkarakter til dansk VMDa Politiken spørger ham, om han i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at der ville komme 250.000 tilskuere – tallet er anslået af politiet – til det afsluttende løb i Virum-Holte-området, lyder svaret:
»Ja, det var faktisk lige, hvad jeg drømte om. Ganske som jeg forestillede mig – nej, var sikker på – at vi kunne magte arrangementet. Jeg vidste, der ville komme mange udenlandske turister, det gør der altid til et VM på landevej, og så satsede jeg på, at danskerne som cykelsportsnation ville bakke arrangementet op. Og det gjorde de. Vi har sat flere rekorder undervejs, ikke bare i går, men også til U23-enkeltstarten. Den er aldrig før blevet set af så mange tilskuere«.
Stolt af den danske idrætskultur
Om han er stolt?
»Ja, mon ikke. Jeg er stolt af den idrætskultur, vi har i Danmark, og som får folk, masser af folk, til at arbejde engageret og uden løn for at virkeliggøre så store arrangementer som dette VM. For man skal huske på, at det bestemt ikke er alle, der har sjove og festlige opgaver, men de bliver løst, fordi de er vigtige. Det kan ikke roses nok«, siger Jesper Worre – der til daglig har seks medarbejdere i unionens kontorer i Brøndby.
Når cykledirektøren skal pege på noget, der har gjort ham særlig glad ved det nu overståede VM, så nævner han den sportslige afvikling.
Træt Worre: Vi har flyttet VM op på et nyt niveau»Det har været fantastisk for os og for cykelsporten, at vi har haft et VM, der ikke har handlet om andet end – VM. Der har kun været fokus på det sportslige; der har ikke været diskuteret doping, vi har ikke talt om udelukkelse af ryttere, der har ikke været ’krig’ på nogen måde«, siger han.
»Det fortæller mig bl.a., at det biologiske pas, der viser rytternes blodtal hen over året, har sin virkning. Det er på alle måder glædeligt, og det har været med til at gøre VM til en stor sportslig oplevelse«.
Klar til endnu et VM-arrangement
Da Politiken forleden spurgte Jesper Worre, om han ville være parat til at kaste sin union og sig selv ud i endnu et VM-arrangement, svarede han ja.
Og det mener han stadig?
»Ja, uden diskussion. Vi har lært en masse, og vi har – hvilket jeg kan sige med stolthed – haft et fantastisk samarbejde med myndighederne. Danmark kan meget«.
fortsæt med at læse




























